tirsdag den 28. maj 2013




Der var et særligt vejr. Det kom ikke særligt tit. Det var mest i overgangen fra forår til sommer. Det var når det havde regnet ovenpå en jord der i forvejen var mættet af vand. Så opstod der en tågebanke. Hvor alting var fugt. Og mennesker forekom os porøse.  Vi havde en række spørgsmål som vi stillede dem vi gik forbi. Mere nærgående end normalt.  Jeg gik forrest og spillede englebarn. Min far kom så dryssende ud af tågen med sin hund.  Han stillede spørgsmålene og jeg glattede ud. gløden fra cigaretten der hele tiden måtte tændes på ny.  Offeret ikke sjældent på cykel. Undskyld?
   Har du mistet en for nylig tandlæge Keldsen? Hvorledes forekom deres kone dem før hun døde? Har du nogensinde en fornemmelse af universets centrum? Føler du dig nogensinde plaget af skyld? Nu står vi her i den våde tåge Keldsen. Er der ikke noget du vil dele med os?
 Hvem er i? Vi er sendt.  Du kan være ganske ærlig kun frøerne hører os. Så skete der noget mærkeligt keldsen fortalte fra hjertet. Nej han havde ikke mistet nogen og nej han følte ingen skyld.  Men han følte sig ind imellem trukket i af noget fra universets centrum.  Han ville gerne bygge sine mure på sit hus kraftigere.  Om han kunne blive mere konkret. Det er som der står en og råber på mig. Hver aften spænder jeg mig og mine kone fast så han ikke skal overliste os i drømme. Ved i hvem det er?
Det handler vel om livet Keldsen.  Vi mennesker er altid tiltrukket af DET
hvad er det?
fortabelsen Keldsen. Det ukendte. Mørket hvori der findes nye stjerner.
men hvad er DET?
Jeg har ikke været der keldsen. Men følg med os rundt om søen og lad os tale om dine problematikker.
Jeg gik foran og lavede pestsymboler. Ubemærket løb jeg i forvejen og dannede  skøjteløbere med bøllehat og hysteriske ildfluer. Jeg gik på vandet fordi overfladespændingen i mine tennissko var god. Keldsen fortalte af hjertet. Vejret gjorde ham usårlig og sårbar på engang. Tågen svøbte vores ansigtstræk i dråber. Forstørrede gik vi. Dagen efter genkendte han os ikke.


Med dette instrument vil jeg udbrede intelligens i et rabarberkvarter.
Men far du kan da ikke vække hele Risskov med den kanon!?
 Intelligens er lydløs min dreng. Den svæver over uvidende hoveder. Nogen gange slår den slet ikke ned. Så sover de imbisile værktøjsmagere videre.  Andre vækkes af en pludselig drift mod Nietsche og Kant og Hegel og Fichte.
Men den fylder hele baghaven far og hvem er alle de blege mennesker med hjelme?
De fulgte med. Man kan ikke bygge instrumenter uden folk med spidse hjelme.  Fortid og fremtid blander sig umærkeligt i hinanden...Hold dig for ørene dreng. Der skydes!

mandag den 13. maj 2013



Søn vågn op!
Ved hjælp af dette fartøj behøver jeg ikke længere sove
far for helvede du har røv i begge ender
ja men det giver mig oceaner af timer og nætter til at tænke over
vejens bevægelser
borgfruers hofter
isbilers lusk
mandslingers knitren
regninger og maskiner
nerve-nærbanen!
hør postmesterinden er i færd med at isolere mine spær med sin postmesterinde ende.
jeg må ud til hende søn!
hun bliver bange for dig
Bange! jeg vil vugge blidt som et 600 år gammelt træ og tale dæmpet torden
og således vil jeg omfatte hende over år, som en gammel gynge
du er gal far
jeg har ikke tid til at sove





Æd mine vinger så jeg kan skide guld og svaler
dræb mine unger så jeg kan dyppe mine årer i bly og vende dem i rasp og vat
fedt mine sedler så jeg kan stå op over fattiggården bundet og skæv af træsprit
og langtrukne fuldemandstårer
åh Salt Petersen
brænd mig i maven
brændemærk de døvstumme blodfrøer som kvækker derinde
satans til søndag, jeg er ikke menneske mere. 

uff. 3.10. 82. 

Søn ind.
Mor siger du skal gå i seng
Såh siger hun det?
Ja.
(lang pause)
du judas, gak ud til dine omfattende venner på vejen og lad din far ene
Søn går. Dør låses indefra.  Der famles ved reol. Og bankes hårdt på muren ud til køkkenet. 
smøger! vi mangler smøger Gerd.
nei uffe du måsta somna
Lidt efter lyder der musik.  Derpå gennemtrængende snorken.