fredag den 19. april 2013

Nede i livet er der altid stille. Man sidder rundt omkring ved borde og venter på snakken der kommer. Inderst inde ved man godt der er øjeblikke af stilhed. Men det er først på lang afstand. Ofte mange år, man forstår at man lige der havde den stilhed der kom på fotografi. Jeg kan aldrig huske hvad vi snakkede om. Men det var ikke noget vigtigt. Det er ikke noget der foregår inde i kroppen,  under huden larmer det fordi kroppen er i evigt metrobyggeri.  På dage hvor man ikke kan finde ro er det rædselsfuldt at ligge søvnløs, man hører kroppen flytte nyrer og skabe plads til blod. Det er som at bo i et udhus på sig selv.  Selve selvet er et larmende kalkbrud. Jeg ved ikke hvorfor det altid er på afstand man ser der var fred. At vi var der og var i ro sammen. Jeg ville ønske jeg kunne spørge min far om det var det samme han søgte, når han sad for længe oppe. Det var det nok.
Gerd jeg vil begraves i et lighus på en øde ø i adriaterhavet. Og når kroppen rådner og hovedet falder af skal du lukke lam ud af deres huse så de kan bræge mig tilbage. Jeg skal ikke kunne sige om det virker. Men det virkede med min far Gerd. Han kommer ofte tilbage. desværre aldrig i skikkelse af hr. stationsforstander. Nej ved nærmere eftertanke vil jeg slet ikke begraves. Jeg vil strøes i de ukendtes så vores børn kan  hilse på os hvor de er. Du ved slagter skou? han blev begravet i en brandhane. Alt efter vinden fes han rundt og rundt længe efter hans stillestående liv. Det er tankevækkende gerd. Gerd? hører du? Jeg vil slet ikke komme tilbage. Jeg vil brændes og du skal brændes med mig. Vi skal brændes. Det er smerte frit. Og humant. Vi skal dø Gerd. Ikke idag. Men i morgen. Ovne er sagen. Hvad siger du? makaber. Ja jeg er danse macabre.

Man skulle eje en terasse i et varm land sagde han. Ikke nogen stor terrasse  det er sgu lige meget. Men en terrasse med fårekyllinger og en et vindue der ikke kunne lukkes helt. Det skulle være lige meget om det kunne lukkes helt. Der ville være varmt. Og muligvis ville man kende nogen tvillinger, der kunne invitere til en fest. Og til festen skulle der komme de sædvanlige, så man ikke behøvede at strenge sig an. Det skulle stå på i mange år. Ind imellem skulle man kunne trække sig tilbage og sidde på sin terasse med bare tæer og en stiv whisky, eller en kop te hvis det var det maven befalede. Jeg har aldrig haft en terasse til det formål min søn. En terrasse fri for mos forstår du.  Jeg tror ikke de fåes i danmark. Men vi kan da spørge tømrermester Poul Hansen i morgen.  Vi kunne cykle derud og spørge til sådan en terrasse? sover du? du sover.
Empireuret hænger i entreen. Hver dag bliver jeg overrasket over skyggen det kaster. jeg tænker tit det er den samme skygge der var  i mine forældres hus. At det er en slags arveskygge. Men det er det ikke. Der var aldrig nogen skygge fra uret dengang. Det hang for langt inde. Helt nede ved pejsestuen. Idag har uret langt mere skygge. Og jeg synes den bliver større i takt med jeg har ejet det i 10 år snart. Jeg tror måske jeg har skrevet om min mors svenske ur før. Men det er jo med ure som med mennesker, de kommer op af og til og nogen gange danner de en fin  skygge. Jeg forstår ikke helt hvorfor den bliver så magtfuld her. Det er som om den flytter væggens røde farve.