søndag den 10. marts 2013


Dengang jeg var barn kunne jeg være syg i dagevis uden at miste nogen intelligens
Jeg kunne ligge og stirre på et anders and blad og ikke fatte en skid fordi snotten stod mig ud af ørerne og virus byggede igloer i min pandepark og når jeg stod op for at spise kunne jeg knapt nok gå fordi jeg havde ligget så længe.  Men de voksne så med mildhed på det. Det blev aldrig sagt højt men hjemme hos os blev forkølelse opfattet som en del af evolutionen.  En art nu sveder du virus ud men i din ansigts sved danner der sig knogler og hud og hår der vil give dig fortrin over Frank A der før kunne lægge dig ned og ydmyge dig med en lillefinger.  Host dine lunger ud når du vågner vil der ikke længere være nogen grund til at skele ved synet af en pegepind.  Jeg skulle naturligvis ikke gå i skole når jeg havde feber, men det var ikke bare det, der var en tillid til sygdommens dannelse, en usagt viden om at denne influenza ville kaste mig ud af en primitiv barndom og ind i en barndom på et højere stade når jeg blev rask.
Ikke sjældent købte min mor nye lakridser til mig, ikke fordi jeg havde bedt om dem men fordi hun havde en indre følelse af at mine smagsløg ændrede sig mens temperaturen steg og faldt
Og når jeg blev rask var jeg også vokset 4 centimeter, ligesom min stemme ikke længere bare var hæs men dybere.  Malmfuld på en menneskeklog måde. De venner jeg havde  før var ikke nødvendigvis de samme bagefter.  Bolsjer smagte mærkeligt fordi de var betrukket med livet og døden.
Ikke sjældent røg kærester sig i en tur med influenzaen.  Mine matematik kundskaber som før var elendige kunne i ugerne efter min influenza nærme sig middel, hvorpå de så desværre tog af igen.  Venner havde skiftet hårfarve efter en særlig markant skarlagensfeber. Blonde piger var blevet kommune, og drenge der før havde været mudrede fremstod med et klare og godt tilhuggede. Der er der en næse, og der er der en mund, det giver karakter. Men sygdommen kunne også slå om i negativ retning. Det kunne ende galt. Der var dem der blev monstre af kighoste.  For deres forældre gjalt det om at sætte gang i en smittekæde så monstret kunne komme ned og ligge igen, og derpå hvis alt gik vel, blive mennesker igen.  Der var dem der aldrig blev sig selv igen.  Karsten var en af dem. Han fik røde hunde og da han blev rask kunne han knapt nok bjæffe. Men dem glemmer man. Skæbner har altid været skæbner. Den der ejer sproget fortæller historien. Barnets sygdom varslede forandringer.   Barnets sygdom har altid varslet forandringer.  Som å-løb der vokser.  Skyer der cirkler.  Kaffe der står i en kop.
Hjemme hos os var sygdom en fest.  Man led men under lidelsen blev vi centrifugeret.  
Lad drengen være syg gerd, sagde min far.  Når lidelsen er borte vil han være 3 meter højere og stille spørgsmål til existensen.  Og det var sandt.  I kontaktbogen stod der altid. 

Min søn var syg, nu er han en anden.  Uff.