tirsdag den 5. juni 2012

her kradsede rufus sig ud af sig selv. Den var aldeles vanvittig og bidsk som følge af for få gåture og for meget sovs uden indhold.  Det sker for selv den bedste hund. Men Rufus var gal fra starten. Det var måden den bed overdrevent i ens arme og ben. Den ville ikke slippe. Den spiste også min fars piller. Det var en pillenarkoman hund.  Den var ikke tilfreds med god mad. Den måtte have mere. Imodsætning til schenko der var tilfreds lige meget hvor blind den blev. Det ligger i hundens natur. Rufus var ikke nogen rar hund. Kradsemærkerne her tyder på delerium og ondskab.  Om natten mens regnen faldt strakte den sine poter og kradsede helleristninger ned. Jeg - vil- dræbe-min-værtsfamilie - jeg vil-gøre-dem-til-kødben-og-mad.  Der er også kradsemærker fra schenkos tid, men man ser de er mere kærlige og søgende som ville den kradse blomster og snestorm og kys og dejlig retriever nabohund Tess.