her kradsede rufus sig ud af sig selv. Den var aldeles vanvittig og bidsk som følge af for få gåture og for meget sovs uden indhold.  Det sker for selv den bedste hund. Men Rufus var gal fra starten. Det var måden den bed overdrevent i ens arme og ben. Den ville ikke slippe. Den spiste også min fars piller. Det var en pillenarkoman hund.  Den var ikke tilfreds med god mad. Den måtte have mere. Imodsætning til schenko der var tilfreds lige meget hvor blind den blev. Det ligger i hundens natur. Rufus var ikke nogen rar hund. Kradsemærkerne her tyder på delerium og ondskab.  Om natten mens regnen faldt strakte den sine poter og kradsede helleristninger ned. Jeg - vil- dræbe-min-værtsfamilie - jeg vil-gøre-dem-til-kødben-og-mad.  Der er også kradsemærker fra schenkos tid, men man ser de er mere kærlige og søgende som ville den kradse blomster og snestorm og kys og dejlig retriever nabohund Tess.

Fungus skolelæreriensis

En af min fars patienter var inficeret af en sjælden svampelidelse. Min far kunne ikke finde ud af hvad hun fejlede.  Det var først da hun begyndte at omtale sin søster i flertal det gik op for ham at der var sporer i hendes kausalitet. Efterhånden som svampene groede ud af patienten og der ligesom opstod en slags hat på hendes hoved blev min far mere og mere overbevist om at hun var inficeret af den sjældne Ophiocordyceps unilateralis svamp som ellers lever mest i regnskove. Men på en eller anden måde var patienten blevet ramt og var fra sit job som skolelærer på en lilleskole gået direkte fra sin 4 klasse ud til min far for over et par behandlinger at sidde mere og mere fast i hans sofa. En typpisk metode hos Ophicordyceps, som dog i danmark var tvunget til at tage utraditionelle metoder i brug, fordi der jo ikke er særligt mange regnskovs buske hvor offeret kan sidde mens svampen suger og vokser sine svampebørn store. Som hos store skovmyrer i regnskoven handler det for svampen om at manipulere den væk fra sin koloni og ud i den sumpede regnskov hvor den som en zombie sætter sig fast på et blad.  Det var tydeligt for min far at lærerinden også var blevet lokket eller hypnotiseret bort fra sin koloni - søften lilleskole, og at hun måske med sin sidste viljestyrke havde opsøgt min far.
En aften hvor patienten havde siddet meget stille mens vi så dus med dyrene lagde min far an til en dybdepsykologisk snak. Han ville når natten kom bringe patienten hjem "til sin barndom" for derved at få fat i kernen af sygdommen. Uheldigvis var patienten for fuld og mumlede bare noget med at hun vist skulle se at komme hjem til sine "børn." Dette er en klassiker hos svampe inficerede - de vil hele tiden hjem - fordi det jo er hjemme der er fugt og plads til svampen.  Tilsidst forekom patienten dog min far for uappetitlig, ligesom hun vedblev med at påstå hun bare led af generaliseret angst. Hvad er det for noget sludder råbte min far. TROR DU JEG ER DUM FRU SKOLELÆRERINDE. De sidder der med mærkelige gevækster og ødelægger mig og min families private DR 1,  og påstår de lider af generaliseret angst. Jeg ved ikke hvad der siden skete med fungus Skolelærerinsis. Men det har næppe været noget rart.

Og nu vi er ved det. Hækken er der heller ikke mere. Termometret som ikke virkede er væk. det viste ellers altid høj sol og 25 grader om vinteren.  der hang flere længere nede af muren. Et sort et. med store tal, som viste mere negative vejrtemperaturer. Den havegang har jeg siddet og kigget ud af i mange år. Der har katten pusher hvæset af rex, indtil den flygtede om bag skuret. I de sidste år stod der damp ud fra tørretumbleren.  Der lå altid bjerge af nødder helt ind i november, når min far havde været for slem og ikke havde kræfter til at samle nødderne op.  Det var den mine venner sneg sig ind af når de kom med sprut og ville være fri for den gamle. Så låste de knallerterne ude på vejen og sneg sig ind under køkkenvinduet. Idag er der et stort hvidt hus på grunden.  Selv æskerne med tændstikker og visdomstænder er gravet op.  Udsigten findes kun her.  Telefonmanden bor dog stadig overfor.  Hans hus er altid nyt i min erindring.  Ringklokken virker.  Den har en moderne standard lyd. Vores lød som en kimen fra en forladt falck station.  Han er ikke hjemme. Men det er hans sønner, som er yngre end mig.  Om jeg må låne det sidste nummer af telefonhåndbogen mine gamle er kommet til at smide deres ud, og evt. et par dåseøl, det er til min far. Ungerne kigger over min skulder på indkørslen og hækken der er høj og trænger til at blive klippet hvad jeg gør i morgen mod 400 kroner.  Ja det behøver ikke være så mange øl det er bare...Han så at Jørn kom hjem fra Tyskland med en trailer i går.

det er ligesom med universet. Når først solen er død, går tingene i stykker under flytning eller også forsvinder arvesølvet i alle retninger. Men det afhænger selvfølgelig af øjnene der ser det. jeg har kopieret det billede fra harddisk til harddisk. Så snart harddisken begynder at sige lyde ryger mappen Risskov over på en ny. Det er rart at have et billede af tingene som de var da de var.  Jeg synes de stod rigtigt i pejsestuen.  Der havde tingene stået i mands minde. jeg behøvede ikke engang se det med mine egne øjne, jeg vidste tingene stod som de stod, for det havde de gjort i hvert fald siden jeg var 10.  røgen trak på en bestemt måde gennem pejsestuen der. Fjernvarmen fra klinkegulvet gav trækken fra vinduerne og spjældet over pejsen, et modspil.  lysestagen var varm i bunden men iskold på selve lyseholderne. Den står i sydhavnen tror jeg.  Idag ved  jeg ikke hvad der er blevet af klokken. Gardinet indgik i en toga. Barnet på det store billede bor i fakse ladeplads.  Lige nu blæser oldemors servante rundt i stjernebilledet tyren. Uret på chartollet står på klintevej. chartollet står i norge.  Dugen i korsør. Det forsvinder i alle retninger. På ti år er afstanden vokset enormt. engang havde tingene deres plads i en pejsestue. Nu kan man knapt nok tilbagelægge afstanden mellem lysekronen og chartollet på en dag.

Min far lå i sin sygeseng da jeg viste ham et billede af min datter. du skal ikke tage dig af hun ligger ned. Hun kan så mange andre ting. Min far sagde ikke noget. Det var i ugen før hans meget vågne tid som så efterfulgtes af den bratte død. jeg holdt skiftevis billedet af min datter tæt på og langt fra, fordi jeg var i tvivl om sygdommen gjorde ham lang eller nærsynet. Jeg elskede min datter og var stolt af hendes mange evolutionære spring. Det var naturligvis længe før sproget og den oprejste gang.  det var dengang hendes fingre holdtes inde af fingerløse handsker for ikke at de skulle falde af eller gud for byde det blive til kløer.  Min kone mente jeg skulle have vist ham et andet. Særligt når han ikke havde langt igen. Jeg var mest optaget af at vise min far jeg havde skabt et menneske. Der er så meget unge førstegangs forældre bekymrer sig om.

Jeg var ikke meget for at tage med min far hen og hente hans cykel når den var punkteret. så ville jeg hellere hente den selv og slippe for al min fars brægen. cykelhandler s.a.olsen forstod alligevel ingenting men snakkede min far efter munden, eller forsvandt ind i forretningen igen.  Engang hvor min far havde siddet og læst hele weekenden begyndte han at citere den egyptiske dødebog istedet for at betale:  det synes jeg var synd for lærlingen, som jeg havde gået 4 klasser under i strandskolen. Jeg prøvede at opveje min fars snak om osiris  og afvejning af sjælen, med at sige at det sandelig var en god lapning og man kunne se at lærlingen havde lagt al sin tekniske "ekspertise" i.  det er ikke baghjulet sagde lærlingen, og vi taler heller ikke om en punktering. Men om stelbrud. Ok men det er i hvert fald godt set sagde jeg og hjalp min far med at få cyklen fri af de andre reparationer.  det kunne godt være svært for de var lænet op af hinanden fordi der var så lidt plads bag cykelhandlen.  Det var jo en ganske almindelig have med hus lige før skoven.

far?
Jeg skider
du kan ikke skide i min historie
Det ved gud jeg kan.  Jeg kan skide når jeg vil. jeg kan skide graven grøn.
det er 11 år siden du døde...
jeg skider
men far. der er sket noget. jeg er begyndt at glemme dig.

fint så kan jeg måske få lov at skide i fred.

Her er der en vej. Det var den vej jeg så mens han så en vej til stranden. Vi mennesker ser aldrig det samme. Vi lader bare som om. Det giver fælleskab at tro vi ikke er alene. Gennem hele min barndom troede jeg jeg var en del af en familie der så det samme. Men som voksen er jeg blevet klar over det ikke er sandt. Når jeg møder mine brødre fortæller de mig noget jeg aldrig har set. Men jeg nikker altid og siger. Det er nemlig rigtigt Kristian! sådan var det. Men jeg fuldfører aldrig sætningen for sæt nu jeg siger noget forkert. Vi kan sidde og snakke hele nætter sådan. Det hedder virkelighedsafstemning over øl. Og når vi skilles sidder verdensbilledet sammen. Så var vi der på samme tid. Så åbnede vi de samme døre. Og fandt tingene i den samme skuffe. I op til en uge bagefter kan vi ringe uden fare for at sige noget forkert...så bryder det sammen fordi vi når alt kommer til alt ikke ser det samme.  Jeg har en tilbagevendende drøm. Min bror beder mig hente frimærkealbummet i køkkenet på blåmunkevej. Jeg roder skuffen igennem men finder kun børnetegninger og stilehæfter. jeg kan ikke nænne at sige til min storebror at albummet ikke ligger i den skuffe. Så jeg sniger mig ud af køkkenvinduet.
Her er en vej. Der var dage jeg så heste på den vej. Og sjældne marsk fugle. Og jægere der ventede med at gå til vi var gået. Jeg holdt min far ved armen. Han holdt hunden så den ikke gik i stå. Der var dage hvor vi så det samme hus. Så blev vi så glade. Der er lys i vinduerne se! åh du kan tro jeg ser det.  Men der var en fjern rumlen. Stormen var under os. Den trængte gennem vores utætheder i sålen.  Når helvedes havestole (dem der klapper sammen uden grund) bankede mod jorden nedefra begyndte min far at tale om Vejlby Risskov Idrætsklub. Han snakkede altid om at der stod 2-2 mellem vri og rønde.  jo højere stormen lød jo mere fodboldsnak. Men jeg vidste det var løgn og latin.  Han så poplerne. Jeg så poplerne. Vi hørte dem også begge brøle. Vores munde drejede sig mod stormen. Det er vel nok en dejlig sommerdag min dreng? ja far.  Man mærker sådan sommeren komme.

En pingvin henvender sig til en kvinde: din lyse hud skal dækkes af mit mørke. Jeg vil fremstå kærlig og sød og kun langsomt vil mit mørke vokse.  Over 30-40 år vil bakkekammen langsomt blive sort.  træerne skal forvandles til kul med gløder. Dit mågestel skal dampes til koks.  Du tror jeg kommer for at danse. Men jeg kommer for at plante fortiden i dit hul.  men pludselig skal mørket brydes og så vil jeg kysse dig så du ler og udløser en livslang forelskelse der har været der hele tiden. Det er utroligt at mørket skal til for at man bagefter kan se lyset.  Er det en vittighed? nej det er en foreskikkelse af et liv med sorger og glæder.

ind mellem lå den gamles venner som egyptiske mumier rundt omkring i huset.  Nogen havde til det sidste prøvet at grave sig ned som muldvarpe i et muldvarpeskud, men de fleste lå blot afsjælede hen. En slags balsamerede råbeapparater uden organer men luftige alligevel. Når vi gik tæt på kunne vi lugte formalinen. Den gærede drik de drak mens de mistede livet.

-Hvad med at sige de ligger dybt nede i en pyramide, og vi er kun kommet ind fordi vi har kravlet gennem mørke og fjernet paneler og lagt en masse dunkrafte ind for at forstå det sprog de talte. Det gider jeg ikke jens.  Døren står åben. det er bare fyrsvampen.

det der er ikke fyrsvampen. Det er Nepatite Aktut.  Han boede i theben og levede fortrinsvist af mus og bølger. Han havde ikke meget håb niels. Men guderne var mange.  Han tilhørte eliten. Hele hans liv så han slaver bære sten til hans grav. Han elskerinder skulle ligge ved hans side. Hans husdyr skulle  ned i hans kammer. Yndlingsordene var davre og dax og klinkegulv. De skulle også med ham ned.  Så han kunne fortsætte hvor han slap.

Min far betragtede sig selv i spejlet. Nogen gange vågner man op og føler sig som Lenin. Helt ind i knoglerne landflygtig men med en indre følelse af det kun er et spørgsmål om tid før Vi indtager moskva. Så var det om at fremstå sovjetrussisk og ind i kernen fokuseret på vækst. ...Ja far jeg kravler gerne op på taget og besigtiger tagrenden efter stormen.