her kradsede rufus sig ud af sig selv. Den var aldeles vanvittig og bidsk som følge af for få gåture og for meget sovs uden indhold.  Det sker for selv den bedste hund. Men Rufus var gal fra starten. Det var måden den bed overdrevent i ens arme og ben. Den ville ikke slippe. Den spiste også min fars piller. Det var en pillenarkoman hund.  Den var ikke tilfreds med god mad. Den måtte have mere. Imodsætning til schenko der var tilfreds lige meget hvor blind den blev. Det ligger i hundens natur. Rufus var ikke nogen rar hund. Kradsemærkerne her tyder på delerium og ondskab.  Om natten mens regnen faldt strakte den sine poter og kradsede helleristninger ned. Jeg - vil- dræbe-min-værtsfamilie - jeg vil-gøre-dem-til-kødben-og-mad.  Der er også kradsemærker fra schenkos tid, men man ser de er mere kærlige og søgende som ville den kradse blomster og snestorm og kys og dejlig retriever nabohund Tess.

Fungus skolelæreriensis

En af min fars patienter var inficeret af en sjælden svampelidelse. Min far kunne ikke finde ud af hvad hun fejlede.  Det var først da hun begyndte at omtale sin søster i flertal det gik op for ham at der var sporer i hendes kausalitet. Efterhånden som svampene groede ud af patienten og der ligesom opstod en slags hat på hendes hoved blev min far mere og mere overbevist om at hun var inficeret af den sjældne Ophiocordyceps unilateralis svamp som ellers lever mest i regnskove. Men på en eller anden måde var patienten blevet ramt og var fra sit job som skolelærer på en lilleskole gået direkte fra sin 4 klasse ud til min far for over et par behandlinger at sidde mere og mere fast i hans sofa. En typpisk metode hos Ophicordyceps, som dog i danmark var tvunget til at tage utraditionelle metoder i brug, fordi der jo ikke er særligt mange regnskovs buske hvor offeret kan sidde mens svampen suger og vokser sine svampebørn store. Som hos store skovmyrer i regnskoven handler det for svampen om at manipulere den væk fra sin koloni og ud i den sumpede regnskov hvor den som en zombie sætter sig fast på et blad.  Det var tydeligt for min far at lærerinden også var blevet lokket eller hypnotiseret bort fra sin koloni - søften lilleskole, og at hun måske med sin sidste viljestyrke havde opsøgt min far.
En aften hvor patienten havde siddet meget stille mens vi så dus med dyrene lagde min far an til en dybdepsykologisk snak. Han ville når natten kom bringe patienten hjem "til sin barndom" for derved at få fat i kernen af sygdommen. Uheldigvis var patienten for fuld og mumlede bare noget med at hun vist skulle se at komme hjem til sine "børn." Dette er en klassiker hos svampe inficerede - de vil hele tiden hjem - fordi det jo er hjemme der er fugt og plads til svampen.  Tilsidst forekom patienten dog min far for uappetitlig, ligesom hun vedblev med at påstå hun bare led af generaliseret angst. Hvad er det for noget sludder råbte min far. TROR DU JEG ER DUM FRU SKOLELÆRERINDE. De sidder der med mærkelige gevækster og ødelægger mig og min families private DR 1,  og påstår de lider af generaliseret angst. Jeg ved ikke hvad der siden skete med fungus Skolelærerinsis. Men det har næppe været noget rart.

Og nu vi er ved det. Hækken er der heller ikke mere. Termometret som ikke virkede er væk. det viste ellers altid høj sol og 25 grader om vinteren.  der hang flere længere nede af muren. Et sort et. med store tal, som viste mere negative vejrtemperaturer. Den havegang har jeg siddet og kigget ud af i mange år. Der har katten pusher hvæset af rex, indtil den flygtede om bag skuret. I de sidste år stod der damp ud fra tørretumbleren.  Der lå altid bjerge af nødder helt ind i november, når min far havde været for slem og ikke havde kræfter til at samle nødderne op.  Det var den mine venner sneg sig ind af når de kom med sprut og ville være fri for den gamle. Så låste de knallerterne ude på vejen og sneg sig ind under køkkenvinduet. Idag er der et stort hvidt hus på grunden.  Selv æskerne med tændstikker og visdomstænder er gravet op.  Udsigten findes kun her.  Telefonmanden bor dog stadig overfor.  Hans hus er altid nyt i min erindring.  Ringklokken virker.  Den har en moderne standard lyd. Vores lød som en kimen fra en forladt falck station.  Han er ikke hjemme. Men det er hans sønner, som er yngre end mig.  Om jeg må låne det sidste nummer af telefonhåndbogen mine gamle er kommet til at smide deres ud, og evt. et par dåseøl, det er til min far. Ungerne kigger over min skulder på indkørslen og hækken der er høj og trænger til at blive klippet hvad jeg gør i morgen mod 400 kroner.  Ja det behøver ikke være så mange øl det er bare...Han så at Jørn kom hjem fra Tyskland med en trailer i går.

det er ligesom med universet. Når først solen er død, går tingene i stykker under flytning eller også forsvinder arvesølvet i alle retninger. Men det afhænger selvfølgelig af øjnene der ser det. jeg har kopieret det billede fra harddisk til harddisk. Så snart harddisken begynder at sige lyde ryger mappen Risskov over på en ny. Det er rart at have et billede af tingene som de var da de var.  Jeg synes de stod rigtigt i pejsestuen.  Der havde tingene stået i mands minde. jeg behøvede ikke engang se det med mine egne øjne, jeg vidste tingene stod som de stod, for det havde de gjort i hvert fald siden jeg var 10.  røgen trak på en bestemt måde gennem pejsestuen der. Fjernvarmen fra klinkegulvet gav trækken fra vinduerne og spjældet over pejsen, et modspil.  lysestagen var varm i bunden men iskold på selve lyseholderne. Den står i sydhavnen tror jeg.  Idag ved  jeg ikke hvad der er blevet af klokken. Gardinet indgik i en toga. Barnet på det store billede bor i fakse ladeplads.  Lige nu blæser oldemors servante rundt i stjernebilledet tyren. Uret på chartollet står på klintevej. chartollet står i norge.  Dugen i korsør. Det forsvinder i alle retninger. På ti år er afstanden vokset enormt. engang havde tingene deres plads i en pejsestue. Nu kan man knapt nok tilbagelægge afstanden mellem lysekronen og chartollet på en dag.

Min far lå i sin sygeseng da jeg viste ham et billede af min datter. du skal ikke tage dig af hun ligger ned. Hun kan så mange andre ting. Min far sagde ikke noget. Det var i ugen før hans meget vågne tid som så efterfulgtes af den bratte død. jeg holdt skiftevis billedet af min datter tæt på og langt fra, fordi jeg var i tvivl om sygdommen gjorde ham lang eller nærsynet. Jeg elskede min datter og var stolt af hendes mange evolutionære spring. Det var naturligvis længe før sproget og den oprejste gang.  det var dengang hendes fingre holdtes inde af fingerløse handsker for ikke at de skulle falde af eller gud for byde det blive til kløer.  Min kone mente jeg skulle have vist ham et andet. Særligt når han ikke havde langt igen. Jeg var mest optaget af at vise min far jeg havde skabt et menneske. Der er så meget unge førstegangs forældre bekymrer sig om.

Jeg var ikke meget for at tage med min far hen og hente hans cykel når den var punkteret. så ville jeg hellere hente den selv og slippe for al min fars brægen. cykelhandler s.a.olsen forstod alligevel ingenting men snakkede min far efter munden, eller forsvandt ind i forretningen igen.  Engang hvor min far havde siddet og læst hele weekenden begyndte han at citere den egyptiske dødebog istedet for at betale:  det synes jeg var synd for lærlingen, som jeg havde gået 4 klasser under i strandskolen. Jeg prøvede at opveje min fars snak om osiris  og afvejning af sjælen, med at sige at det sandelig var en god lapning og man kunne se at lærlingen havde lagt al sin tekniske "ekspertise" i.  det er ikke baghjulet sagde lærlingen, og vi taler heller ikke om en punktering. Men om stelbrud. Ok men det er i hvert fald godt set sagde jeg og hjalp min far med at få cyklen fri af de andre reparationer.  det kunne godt være svært for de var lænet op af hinanden fordi der var så lidt plads bag cykelhandlen.  Det var jo en ganske almindelig have med hus lige før skoven.

far?
Jeg skider
du kan ikke skide i min historie
Det ved gud jeg kan.  Jeg kan skide når jeg vil. jeg kan skide graven grøn.
det er 11 år siden du døde...
jeg skider
men far. der er sket noget. jeg er begyndt at glemme dig.

fint så kan jeg måske få lov at skide i fred.

Her er der en vej. Det var den vej jeg så mens han så en vej til stranden. Vi mennesker ser aldrig det samme. Vi lader bare som om. Det giver fælleskab at tro vi ikke er alene. Gennem hele min barndom troede jeg jeg var en del af en familie der så det samme. Men som voksen er jeg blevet klar over det ikke er sandt. Når jeg møder mine brødre fortæller de mig noget jeg aldrig har set. Men jeg nikker altid og siger. Det er nemlig rigtigt Kristian! sådan var det. Men jeg fuldfører aldrig sætningen for sæt nu jeg siger noget forkert. Vi kan sidde og snakke hele nætter sådan. Det hedder virkelighedsafstemning over øl. Og når vi skilles sidder verdensbilledet sammen. Så var vi der på samme tid. Så åbnede vi de samme døre. Og fandt tingene i den samme skuffe. I op til en uge bagefter kan vi ringe uden fare for at sige noget forkert...så bryder det sammen fordi vi når alt kommer til alt ikke ser det samme.  Jeg har en tilbagevendende drøm. Min bror beder mig hente frimærkealbummet i køkkenet på blåmunkevej. Jeg roder skuffen igennem men finder kun børnetegninger og stilehæfter. jeg kan ikke nænne at sige til min storebror at albummet ikke ligger i den skuffe. Så jeg sniger mig ud af køkkenvinduet.
Her er en vej. Der var dage jeg så heste på den vej. Og sjældne marsk fugle. Og jægere der ventede med at gå til vi var gået. Jeg holdt min far ved armen. Han holdt hunden så den ikke gik i stå. Der var dage hvor vi så det samme hus. Så blev vi så glade. Der er lys i vinduerne se! åh du kan tro jeg ser det.  Men der var en fjern rumlen. Stormen var under os. Den trængte gennem vores utætheder i sålen.  Når helvedes havestole (dem der klapper sammen uden grund) bankede mod jorden nedefra begyndte min far at tale om Vejlby Risskov Idrætsklub. Han snakkede altid om at der stod 2-2 mellem vri og rønde.  jo højere stormen lød jo mere fodboldsnak. Men jeg vidste det var løgn og latin.  Han så poplerne. Jeg så poplerne. Vi hørte dem også begge brøle. Vores munde drejede sig mod stormen. Det er vel nok en dejlig sommerdag min dreng? ja far.  Man mærker sådan sommeren komme.

En pingvin henvender sig til en kvinde: din lyse hud skal dækkes af mit mørke. Jeg vil fremstå kærlig og sød og kun langsomt vil mit mørke vokse.  Over 30-40 år vil bakkekammen langsomt blive sort.  træerne skal forvandles til kul med gløder. Dit mågestel skal dampes til koks.  Du tror jeg kommer for at danse. Men jeg kommer for at plante fortiden i dit hul.  men pludselig skal mørket brydes og så vil jeg kysse dig så du ler og udløser en livslang forelskelse der har været der hele tiden. Det er utroligt at mørket skal til for at man bagefter kan se lyset.  Er det en vittighed? nej det er en foreskikkelse af et liv med sorger og glæder.

ind mellem lå den gamles venner som egyptiske mumier rundt omkring i huset.  Nogen havde til det sidste prøvet at grave sig ned som muldvarpe i et muldvarpeskud, men de fleste lå blot afsjælede hen. En slags balsamerede råbeapparater uden organer men luftige alligevel. Når vi gik tæt på kunne vi lugte formalinen. Den gærede drik de drak mens de mistede livet.

-Hvad med at sige de ligger dybt nede i en pyramide, og vi er kun kommet ind fordi vi har kravlet gennem mørke og fjernet paneler og lagt en masse dunkrafte ind for at forstå det sprog de talte. Det gider jeg ikke jens.  Døren står åben. det er bare fyrsvampen.

det der er ikke fyrsvampen. Det er Nepatite Aktut.  Han boede i theben og levede fortrinsvist af mus og bølger. Han havde ikke meget håb niels. Men guderne var mange.  Han tilhørte eliten. Hele hans liv så han slaver bære sten til hans grav. Han elskerinder skulle ligge ved hans side. Hans husdyr skulle  ned i hans kammer. Yndlingsordene var davre og dax og klinkegulv. De skulle også med ham ned.  Så han kunne fortsætte hvor han slap.

Min far betragtede sig selv i spejlet. Nogen gange vågner man op og føler sig som Lenin. Helt ind i knoglerne landflygtig men med en indre følelse af det kun er et spørgsmål om tid før Vi indtager moskva. Så var det om at fremstå sovjetrussisk og ind i kernen fokuseret på vækst. ...Ja far jeg kravler gerne op på taget og besigtiger tagrenden efter stormen.

da min far var ung var det meget in at have "indolente øjne." Mænd måtte gerne fremstå lidt mystiske med hængende blikke ala Al capone er arbejdsløs. sådan lidt. "Heeei hvad er den af? morgen siger du. Naarh jeg tager dagen som den kommer lille de.  Jeg forstaar mig dårligt på den stress og jag der kendetegner dette vort samfund.  Jeg er mest til natklubber og opiater.  Jeg danser gerne langsomt.  Men jeg favner dem naturligvis med glæde. "

Sådan er det ikke idag.  Idag skal man helst fremstå som en musvåge eller en ugle på sin meget vågne gren. Opbragt som en job jæger på evig jagt efter opvagte stunder.  Jeg har lagt mærke til at mange politologer og politikere til højre for midten har anlagt særligt stirrende øjne, som var deres øjne ikke blikke men jordkloder af utrolig vred forurettethed.  Det minder lidt om jorden lige inden et vulkan udbrud. men jeg ved ikke hvad der er bedst. Jeg kunne godt blive nervøs når min far forsynede sig med rabarbergrød med al capone blikket.

psoreisisdyret
hver eneste bevægelse fik dyret til at drysse.  Vi havde en leg der gik ud på at psoreisisdyret lagde hele verden øde. "hvad med at sige at pindsvinet dræber hele jorden med sin ulækkerhed. god ide! tilsidst var hele verden død men ovenover oppe på et bjerg i Harzen stod psreisisdyret.  Dette er i hvad i får af mig råbte dyret.

Dette dyr indgik i mig og nielses rædselskabinet. Hver aften blev den låst inde med et glas med mandelessens, det skulle uddrive denne dukkes onde sider.  Gamle dukker er altid uhyggelige fordi de er blevet leget gamle. Flyttet på af menneskehænder der er blevet grå. pakket ned i små bitte lege kufferter og taget frem på græsplæner, for at indgå i fætter lege.  gamle dukker rummer gamle lege. lege som forlængst er ophørt med at være levende lege. det er dukker fra de glemte lege. udlegede lege. Udenfor historisk tid. Da jeg var barn legede vi altid "spark i dåsen." Ingen, ud over psoreisisdyret, og balsam ole aner hvad det er idag.  Men de var der.  Vi troede dens ansigt var lavet af tygget rugbrød fra dengang man ikke havde andet end tygget rugbrød at bygge dukker af. Så sad de der og tyggede deres skolemadder om til dukker, som de kaldte sære ting niels. tror du det er skovmands? eller bare mørkt rugbrød. det fortaber sig. eller. Det vil jeg helst ikke vide. hvorfor ønsker du de detaljer? fordi det er vigtigt at vide hvor vi har dem.  Ellers kommer de efter os.  Som en fjendtlig drøm om skæl natten.  på et tidspunkt havde vi isoleret hele vejens syge dukker i vores rædselskabinet. Der stod elefanter på hjul som blev holdt i skak af mandelessens. fra nu af holder vi os til helt nye actionmænd. hvad med barbie spurgte inga. det går også an, bare i holder jer fra de overgramsede og betydningsmættede. Hvad betyder det? ja det kunne du li at vide. Det betyder de dukker som ikke er blevet givet jer direkte fra forretning. men jeg er glad for mor mors søster vivis koala bjørn. gamle dukker rummer lege som de gerne vil lege igen, men som i ikke kender.  I deres led sidder bevægelser fra ukendt tid. i deres øjne anes der mellemregninger og dermed gammel ondskab. Vi hjælper jer med at kondemnere dem i et skab vi kalder rædselskabinettet. Og så kom niels ind over og forklarede om det usynlige fængsel af grim lugt og glas som ingen udlegede dukker med samvittighed kan undslippe.
  men så skete der det der ikke måtte ske. Et indbrud. Min far brød ind i rædselskabinettet fordi han troede det var snaps der var i glassene. Dagen efter var de sindsyge dukker on the loose.  jeg glemmer aldrig synet af psoreisis dyret mellem kornflakesene på køkkenbordet under det åbne skab.  lugten af den koncentrerede mandelessens fra soveværelset.  The horror.

dukke fra mit barndomshjem.   Regn fulgte i hans kølvand.  Han var ikke min dukke. Men min fars.  Han kaldte ham for Balsam ole.  Hans oprindelse fortaber sig i fortiden.  Jeg standsede kæden.

den uduelige cirkusartist var kommet ind i periferien i tidernes morgen og siden var blevet hængende som en slags drabant eller udueligt  cirkus bobo himmelegeme. Han var tryllekunstner og havde for vane at trylle alting om. Ofte måtte min mor fjerne tomme mønthylstre og pludselige duer når han havde været der. Det var ikke med min fars gode vilje han kom på besøg. du må forstå gerd, jeg gør det kun af yderste nød.  Jeg bryder mig ikke om denne mands mærkelige kommen og gåen. Ofte er han heller ikke fuld men kun lettere beåndet. Han er en publikumsmagnet og motorcyklist, men jeg bryder mig personligt ikke om ham. Hans stirrende intense øjne. Hans kedelige hang til kapper og tal. Det er altsammen kedsommeligt.  Og jeg lover dig jeg sætter grænsen den dag han fremtryller større ting.  Han har før nævnt forfærdende numre. Ting jeg ikke vil ha i mit hus!  Men de kunne nu godt spille kort sammen. Han fremkalder ganske mange kort.

det skete min mors sy veninder fik lov at komme i audiens hos min far. Det var gerne hvis de havde været der overdrevent længe, dvs. over 30 minutter. Men det var ikke altid min mors syveninder havde lyst. Det virker som om din mand har flere dagsordner. Det forstod min mor jo ikke.  for hende var min far aldeles troværdig.  jeg lå nogen gange og gemte mig under sofaen når de kom i audiens. Om de nogensinde havde følt en pervers lyst i forbindelse med deres fransk kurser? Om de på nogen måde kunne tænkes at bruge deres fransk kursus som en art flugt fra deres røvsyge mand? Om de kunne tænkes at anvende franske gloser som erstatning for kvindelig drift, og trang til kager? Om deres eventuelle venskab med gerd lillian ville indbefatte flere timer hver uge, eller om der ville være tale om nobelt besøg engang om året når han alligevel var til frisør? Om de i så fald kunne udpege disse tidspunkter på forhånd. Om de led af drømme om kvindehersken? småtskårne lår og brændte grimhedsføntørrere hvis brug kunne smitte ellers helt normale nydelige kvinder? for så ville han gerne se sig fri, på vegne af ham selv og på gerd Lillians.  Mange kom aldrig tilbage. Men der var en der kom igen. Det var hende ovre fra stenkløvervej som ligesom min mor havde en høreskade og som for øvrigt hed Rita.

min far gik ikke ind for buddismen. Det er en religion for dem der står på hovedet sagde han.

hunde kan lugte ting vi mennesker ikke kan lugte. Det siges de kan lugte omslag i vejret. det siges de kan lugte når mennesker er uhelbredeligt syge. Det siges de kan lugte slethed og menneskelig ondskab. De kan lugte forår og vinter og sommer. De kan lugte det hele. Men de kan ikke lukke af.  Og derfor er de i et evigt lugt inferno.  Fanget mellem lugten af te, bitre mandler, jovialt vedbend, og mørbanket mørke og gribende gribende grønt.

når min far var ædru ledte han efter tegn på øl. Og det var aldrig med vilje. Men han kunne ikke gå en tur uden nogen eller noget fristede ham over evne.  Så var det en bil der var parkeret forkert, som satte en erindringslavine igang, som krævede lidt væske. Men det kunne også være syner. Pludselige bajere der trådte frem på husmure. snapseagtige kluk over broen til egå.  Mærkelige små mennesker der bukkede sig for meget for min far, så de kom ind under radaren og gjorde ondt værre. Han hadede rædselsfulde små mennesker der bukkede sig for meget. Og riskov var dengang fuld af disse små mænd som havde gjort det til deres vane at dukke op når min far mindst ventede det, på nærende ædru gåture med hans hund. Så kom de der.  Og selvfølgelig blev han lokket. og blev han ikke lokket af de små mænd blev han lokket af vejene.  Det er aldrig skægt at skulle skifte retning fordi der står et hus og ligner en øl. Min far var mange gange på nippet til at holde skansen men så kom solnedgangen og dannede den half and half skumring, som jagede og sugede i den gamle.

tørresnorens hemmelighed

lige før min far blev pensionist vaskede min mor  tøj 5 gange i døgnet. Jo mere uro og helvede indenfor jo flere tøj genstande på tørresnoren.  Til allersidst hang der snørrebånd og poser. Men for det meste var der mening med galskaben mig og niels boede i perioder i vandpytter og i rør. Og min ældste brors jakker lugtede tit af mærkelige fyrenåle.  Nogen gange passede farverne fantastisk med blomsterne. Jeg kan huske en morgen hvor tågen stadig stod over græsset og skuret. Tennis strømperne havde næsten samme farve.  Det så ud som om solen stod op i en tåge af tennisstrømper, som snart ville fordampe eller krybe væk.  den dag i dag kan jeg ikke se mosekonen brygge uden at se tennissokker derude.  Vores have var indkapslet i tøj.  Når vi spillede fodbold ventede vi med at takle til under tørresnoren. Badminton foregik over den. pga tørresnoren foregik studenterfesterne i forhaven. Ingen tænkte den tanke at den kunne tages ned eller blive flyttet. Da mine forældre var døde røg tørresnoren ned, fordi ejendomsmægleren mente det var bedst for helhedsudtrykket, men vi bukkede os alligevel på det stykke. Det var terra tørresnor.  Nogen gange kunne tørresnoren gøre det ud for sommer.  Sådan en nusset vinter hvor alt var sjap kunne 8 skjorter og en skihandske, fremkalde maj eller juni eller august. Det var ganske vist stivfrossent når man kom tæt på. 

En gang om året kom jernmanden forbi for at nedbryde det metal vi ikke forstod. Så slæbte vi alle mulige dinegenoter, præmier, jernsenge og køkkengrej ud til "nedbrydning og videre henkogning i natur." for engangs skyld tror jeg det var noget mine forældre var enige om. De havde også mange ting fra jernalderen, særligt tremmesenge.  kender ud noget til dette rør med piskeris Gerd? nei.  Så er det jern mandens.  Jern manden var altid meget venlig. Jeg tror han nød der var så meget der skulle skæres op. Min far placerede sig på sin stol som han plejede. Og min mor fik hjælp med jernet af os. lugten af krudt og maling hang i luften. Alle døre og skuffer stod åbne. Også de særlige kæmpelåger i det mørke teaktræs skab i gangen som ellers mest brugtes til at glemme familierædslerne som ingen turde sige var grimme.  jernmanden arbejdede både med nedstryger og sav. Det fortaltes han lå inde med bjerge af møtrikker, og fuglebure som var det eneste han ikke kunne komme af med.  Vi havde ingen fuglebure. men vi havde masser af mærkeligt jern. Græslsåmaskinen sagde klonk og klank i flere uger efter.  Mine forældre var utroligt lettede når han var færdig.   Her går man og hegner hinanden ind. Nu var de frie til at købe nye jernmonstre.

jeg vil skide på sammenhængen hr. blendstrup. De skylder mig 886 kroner for øl og smøger. Javel ja. Men uden sammenhæng er deres udlæg omsonst hr. købmand. og de må forstå vi taler om alvorlige begivenheder.  Ved de hvad. Nu har de i 26 år fået bragt varer ud med betaling hver den første og når de så pludselig laver deres aftale om og henviser til oversvømmelsen i Ying Jang provinsen må de forstå jeg som forretningsmand bliver bekymret.

nogen gange havde min far og hans venner været sammen så længe at de var groet sammen. De lignede en gigantisk fuld oliepøl der bumlede rundt og satte sig skævt på alle stole. Hele tiden skulle de til at sige noget, men så glemte de sammenhængen igen.  Når min mor prøvede at tale til min fars gode side fik hun fat i ingemar glans som straks kontaktede fyrsvampen der var umælende.  Vi børn fik besked på at sætte flydespærre op og afvente begivenhedernes gang. Det var sjældent de ikke knækkede fra hinanden.  Men når det skete var det ikke kun alaska der var i fare for at blive forurenet af fede ukvemsord og lange taler. Hallo træffer jeg min far. Nej det lader desværre ikke gøre.  Op mod 100 liter sammenvokset sprutkage bevæger sig boblende og skummede og lallende mod matrikelnummers grænse.  i den situation var det bedste bare at lade oliepølen gå. Bagefter låste vi alle døre til kattegat.

Solen er i sit kælne humør. Det var den også tit da jeg var lille. Sådan nede på siden, helt varm, som en kugle af ild der prøver at fedte sig til en is. Den reder ligesom træernes grene med sit lys.  Her er jeg med al min bamsemave, som en tandlæge af fjern kogende tryghed. vi mennesker kan slet ikke holde os fra den.  Min far kunne ligge i timevis, som en dvask dunstende sprut øgle, nedstyrtet over halv øl.  Når solen var i det humør så han smuk ud. Hvis ikke dette er et menneske, så ved jeg ikke hvad der er et menneske. Vi nærmer os for at stå i dens ild. Plante os.  Indtræffe under lyse omstændigheder.   Hvor ofte har jeg ikke taget billeder af den kun for at se det er de samme som dem jeg tog i sidste uge.  Sol over barn, sol over bro, sol over budcykel.

min far havde en bekendt der arbejdede på Amager trådvarefabrik. Han producerede låger og hegn og trådvarer. Ind mellem sneg han sig til at fremstille groteske hegn.  Det var ikke noget man så let på på trådvarefabrikken. Han blev da også fyret.  Hjemme hos os gik han under navnet trådvare jørgen. selvom det var mange år siden han havde været der. han var vistnok lærer.  Men havde en særlig måde at lægge ordene på, ligesom en strikket sætning bare mere solidt.