Min fars genkomst nummer 10.

Jeg har tit tænkt på om min hund er min far der er kommet tilbage. Dens nytteløse men besatte omgang med et træ i vandkanten ved mit by. Måden den af alle kræfter prøver at trække træet op af havet uden skelen til tyngdekraften og træets vægt. Forelskelsen i patienten er den samme. Min far var jo også besat af store klumper af mennesker. Han hev dem op på land da de var ved at drukne i gabet på hans store vrede mund. Du skal op på land selvom du synes du hører til dernede. Op med dig store umulige klump af knogler og fedt og anstand og masse. Op og ind i min tilrøgede stue. På den anden side er det nok ikke min far, der er susi, de skulle helst gå med selv, han ville overlade det til andre, at trække dem hjem, det ville være en entreprise, bær min besættelse træet der fylder, hjem i haven, da vil jeg gnave det og brække barken op bagefter. Og skide grenene ud hele. Alligevel tør jeg ikke helt afvise det. Jeg tiltaler nogen gange hunden med et uff om natten. Så løfter den bekymret sit lille røde hoved, ak tænk at det skulle gå dig som det gik, du mit barn, der ejede så megen viden og fornuft da du var ung. Hvad har du ikke drevet det til af umulige klodser du kalder din bopæl. Men kan du frelse mennesker fra dem selv? nej far hvisker jeg til Susi. Jeg kan ikke engang frelse mig selv. Så sænker den sit lille hoved. Tabes Dorsalis

jing jang forkastningen

Min far holdt af at sidde i min brors jordhule med et gammelt periskop når min storebrors børn kom på besøg. Nydelige unger. Set gennem gammel kikkert. Afkom i 3 led. Født til liv i tid efter min. Derfor sprogligt muteret. Fremmedgjort af tidernes kommen og gåen. Forkælede slægtsled beregnet til stamtræ hvis videre forløb var min far uvedkommende. Alle de grene af liv. Langt ude var han mere i familie med Prins Ingolf og princessen af Monarko end han var af sine børns nydelige men evolutionært fremskredne formationer. Sidst på dagen blev han dog gerne sulten og så rakte han ud, som et 600 millioner år gammelt fossil fra Jing Jang forkastningen, så hændte det de græd. Hvilket altid hensatte min far i stor sorg. Heller ikke genetikken kan overvinde vores forskellighed mumlede han. Du kan sgu da bare lade være med at ligne en klump ler far, snerrede min storebror. Hvad med at deltage istedet for at overlade det hele til mor.

The last of the mountain men

Min farfars bedste ven endte i amerika, og da min farfar døde, var det min far der opretholdt kontakten med ham. Der er skrevet en hel bog om ham, han var en af de sidste der drog mod vest, ud til de allersidste øde og uvejsomme områder i det store land. Dvs da han rejste afsted lå der stadig byer omkring ham, men så kom krisen i 30erne, og så lukkede byerne igen, på den måde drog han forbi en mængde vinkende folk, der forsvandt. Han var en af "the last mountainmænd" - meget berømt, men også meget isoleret. Når han skulle sende post måtte han tage til den nærmeste by Big rock Candy der lå godt 100 kilometer væk. Det foregik på hesteryg. De første kilometer måtte ha fire sig ned af en bjergbane, da vejen var skyllet væk, og hans hus lå oppe på et bjerg. Han fremstillede selv sine våben. Og levede af den lille urtehave han havde bygget ved at slæbe jord op i et hul. Der var meget tørt hvor han boede. Det knasede altid i tænderne når man havde siddet med hans breve. Selvom han var en af the last mountainmen, hed han også bare Anders. Min far skrev gerne om det mest ubetydelige, om vores problemer mølkebøtter, for ikke at bebyrde ham med flere store problemer, mens Anders skrev om ensomheden og alderen og Idaho. Og om at ringe på døren til gamle flotte huse og vente indtil det blev mørkt kun for at opdage at huset var tomt og forladt. Da min far var 50 var det dog nok. Han skrev at han ikke længere var lille Uffe men mag art psykolog, med speciale i typer som Anders. Svaret var et lakonisk men ikke ondt. I knew it Uffe, but that does not do you any good in Idaho. Min far var stadig et bymenneske. For a cityman life is just a jumble, like the facts in a college freshmans notebook. But ask me anything about nearly anything , and I can answer because I have had time to think about it. Det kunne min far ikke stå for. Der var mange ting min far ikke kunne finde ud af. Så i den sidste tid sendte min far ham flere store pakker med Gerd Lillians køkkenmaskiner, der var også en tv bænk med brugsanvisning der røg over på den anden side af Atlanten. Jeg ved ikke hvad Anders har tænkt når han efter at have fragtet sagerne på æselryg til sin Idyl men jeg ved det nåede frem. Jeg ved også at Anders byggede sig et beskyttelsesrum i klipperne. Atomkrig var konkret overalt i Amerika, også for the last of the mountain men. Det sidste brev vi fik var et svar på min fars problemer med hulmursisolering, om han skulle vælge Isolkern eller rockwool. I am only afraid of one thing, skrev Anders, a cold Wind, That will kill u for nothing. You just die like a damn fool."

Byggeri og bortsprængning

Min far havde ikke noget imod de byggede store huse omkring hans eget. Det var når de rev ned det rørte ham. Det minder mig om de klassekammarater der forsvandt i 4 mellem sagde han. hvor forsvandt de hen? til Polen. Jeg så dem aldrig igen. De havde ikke engang jødisk klingende navne. Nogen gange fik han så dårlige nerver af alt byggeriet at han ikke ville gå tur med schenko. Få så rejst det skide skur Kristensen råbte han. Jeg venter på håndværkerne Blendstrup, råbte Kristensen så tilbage. Jamen så kunne du forhelvede have ventet med at bortsprænge din karport til de kom. Naboen kunne ikke forstå hvorfor min far ikke bare kunne slappe af. Men han havde heller aldrig været i Polen. Det havde min far nu heller ikke. Men han havde set det på fjernsyn hvordan tyskerne bortsprængte gaskamrene i den sidste tid, og så havde han lagt brikkerne sammen. Få så det skur op og stå din idiot råbte min far, ellers melder jeg dig til kommunen. Du skal da ikke bestemme over min grund. Det vil gud jeg skal råbte min far, hvis naboer afmonterer gaskamre, skal de fandme ha det at vide. Det er sgu det rene Auswich/Birkenau efterhånden.

Lediggang i brændende byer

Hvis du vil ha lediggang min dreng, skal du søge hen hvor byerne brænder, sæt dig i en trillebøre, lad bomberne falde omkring dig, se ikke op men ud. Gerne over havet, gældsæt dig aldrig mere end du kan forsvare at sidde stille, og hvis du vil, forlade det hele. Al denne materielle rigdom gør mennesker døde. De forestiller sig de udretter enorme ting, men den der sætter sig i en trillebør og ikke gider, han skal meget gives. Damer, det hvide pulver, bøger, brand. Hvis du vil lediggang så gå efter byer der rejser sig fra aske påny. Det er så meget mere givende end at sidde og drysse på bænk I Brabrand.

Efter Kurts salon

Min far var en forfængelig mand. Ikke så meget mentalt, her var han en slags vagabond, hjemløs skærsliber til sjælen havde fundet dagens makker, samtalekammarat, eller fjernsynsudsendelse. Men fysisk. Han skulle være nobel for at kunne brydes ned. Der var en fast rutine. Efter ødelæggende weekend, korsfæstet, død og bedraget, på 3 dagen efter massiv søvn, krøb et lille menneske frem. Således genopstået, af ursuppen, den kæmpe jernseng, efter en lille kop the og en dæmpet samtale med Gerd Lillian om bod og bedring satte han sig på sin cykel, en grøn raleigh med 3 gear. Nej Først skulle skægget rages. Godt med Old spice aftershave. Men så. Når han havde været inde på Kurts salon og blive studset var han et nyt menneske, og dette nye menneske skulle hurtigst muligt frem til en tryg base hvorfra dette nye menneske kunne sidde og skinne, som et par nypudsede sko. Det er også derfor alle officielle billeder af min far afviger meget fra den han var for det meste, det er nemlig, efter Kurts Salon. Værsågod et stk nypresset menneske, før efterfølgende udsvæven og grisegrynt efter damer.

Kalle

Min far arbejdede i mange år med patient "Kalle" som var en kendt århusiansk kirurg. Et dårligt ægteskab havde fået ham til at miste troen på sig selv. selvudførte Fejloperationer af næseryggen, den skulle ligne broen melle vejle og Fyn, havde ødelagt ham. Flere forgæves selvmordsforsøg og en omhyggelig trang til at blive opdaget i tide fik ham til sidst til at søge hjælp. Det var på en druktur som gik over general Rye og ind på Jailhouse, at han mødte min far som ikke lovede at frelse ham men finpudse hans egenskaber som han sagde. Ved hjælp af lige dele musik og dans ville han gøre lægen funktionsdygtig igen. Uheldigvis gik det ikke lægen sågodt som lovet. Han blev ganske vist velfungerende men patienterne svigtede, og han endte som hyrevognschauffør i Tranbjerg- Viby. Ture der med faste intervaller på et til 2 år, sendte ham ned til min far. Behandlingsterapien foregik i bilen, så taxametret kunne gå imens, og minde min far om prisen for fejlbehandling. Men jeg er nu glad nok Blendstrup, hørte vi ham hulke i et superhelt kustume han havde anskaffet sig for at holde kadaveret kugle istedet for kant. Du er så glad som du kan blive mumlede min far og så på taxametret der havde sneget sig over 600,- og var godt på vej til de 7. Da jeg forleden ville sætte Børge Madsens Komponisten i reolen faldt dette billede ud. Til Uffe (min far) med tak for alt. "kirurg Kalle. " - navnet er reaktionen bekendt.