hunde indgik i ofringer

Hunde har altid været en stor del af min families identitet. Lige fra gammel tid har hunde indgået i ritualer forbundet med os mennesker. Vores gamle hund Schenko indgik feks ganske ofte i ofringer omme i baghaven. Han blev ikke selv oftet men stod iført en slags guldkalvs-kappe (som min mor havde syet) mens min far afbrændte regninger han mente var falske fra købmanden. Osse idag indgår hunde i min families liv. Mine døtre klæder hver dag vores hund susi ud, som en art forberedelse til voksenlivets mere alvorlige udklædning af dyr. Betydningen af hunde i dansk historie er overset. Når det lynede og tordnede derhjemme, kunne vi finde på at sætte schenko op ved skorstenen, iført en regnfrakke og en skål med hundegodbidder, på den måde ville vi lede lynet gennem en forvansket virkelighed af pels, noget vi var sikre på ville tvinge lynet til at standse, og søge andre steder hen.

muslinger i oktober

Når efterårstormen kom, skyllede der muslingeskaller op i vores have. Som regel var de tomme. Vi lod dem gerne ligge, de var gode at kvase. Nogen år dækkede de nærmest hele haven. så befalede min far store østersdag, det lyder smukkere end det var, vi skulle bare skovle indkørslen fri. Det er egentligt mærkeligt når jeg tænker over det. Der lå ingen muslingeskaller i de andre haver. Men vores have blev fyldt. Der var osse de her handsker med sand i. Og krabber der havde mistet orienteringen. Og fyrtårne der brølede i det fjerne. Og hav-katte. Store fede dyr der åd mælk med cement i, så de stivnede i flotte positurer. Der var osse klager, breve forfattet med trusler. Der stinker af hav hos jer hver gang i oktober.

tavshedsspekulant

Ved familiefrokosterne kom der nogen gange en dame med ovre fra Sverige, det var en tante, langt ude til min mor. Min far undgik så vidt muligt at sidde ved siden af hende. Den ene gang han havde gjort det havde han kedet sig. Hun er tavshedsspekulant, forklarede han. Et menneske der udnytter sin tavshed til at sige mere end alle andre. Det er nok det man ville kalde en partyspoiler idag, bortset fra denne tante, ifølge min far, var gjort af et materiale, som kunne minde om vådt ler, kom man til at røre hende, satte det spor. Siderne i det damemenneske er glatte og stejle. Forsøg for guds skyld ikke at indlede en snak! Vi var meget varsomme. Kunne kun lige sige goddag. Men det er ikke sikkert hun har mærket noget, min far placerede gerne hans seneste bekendtskaber af ludere og lommetyve, nede i hendes hjørne. De ville jo gerne gøre sig til. Jo fuldere de blev des mere spekulerede hun i det. Ind imellem stjal jeg mig til at kigge. Hun sad helt rank, og svedte. Huden svedte fordi hun arbejdede på at omdanne ludernes lodne ord til tavshed. Jeg var utrolig bange for hende.

Hvor går fædre hen?

Når fædre dør går de sammen med elefanterne ud til det sted hvor de deler sig, elefanter til højre fædre til venstre. Med en uleveret syl prikker de hul hvor de har lyst. Der står de så og drypper gammeldansk til de ikke har mere i sig. Det er ikke noget prangende sted. En stor bred lund omkrandset af hårde hvidevarer, som de købte, i deres almagt. Min far er der osse. Han står henne ved en udgået birk og bander over en tiskupon han ikke har fået indløst. De nye fædre der tilgår blir moppede fordi de stadig savner deres liv. Men det går over lige så snart hugge-manden kommer og hugger dem ned. Det er sket der er forhenværende skulptører der er grebet til revolte mod huggemanden, fordi de ville nedbryde sig selv. Men så hugger huggemanden dem til skærver en for en. Der er ingen forskel på døde fædre, det er derfor de følges ad med elefanter. Mennesker der engang udfyldte en funktion, lidt ligesom elefanter. En tid bar de børn på ryggen. Så holdt de op med det. Det skal man altid huske. At lige meget hvor meget pis man som far kan nå fyre af så kommer der en dag hvor børn ikke gider høre mere. For normale børn altså. Hjemme hos os var vi ikke normale. Vi pressede vores far som en gammel citron, til han hverken kunne eller ville mere. Jeg - har - ikke - mere - at- sige sagde han en måned før det var slut. Så skrid dog. Men vi blev siddende alle fire. Han måtte ikke slippe os. Vi sad i den halvmørke stue. Den ene holdt hans hånd, den anden bed i hans øre, den 3 havde fastgjort sig til hans fod med et tov. Den fjerde, den store, mente han modtog beskeder trådløst. Han siger jeg skal overtage når han er væk. Så skal jeg være overhovedet i vores familie. Imens lå min far som et hologram på morfin, godt udstrakt, på vej ned af elefantstien. Du blir her far! No more stikken af. Men jeg skal gaa med ele-faaan-terne. Nej du skal sgu ikke. Du skal blive her!!!!! Så hentede jeg hospitalets bredbagede sygeplejersker som vi monterede på hans ansigt. Det gav ham 16 timer ekstra. Men det gjorde ikke mor glad.

Vi havde arvet det meste fra tyskland. Dvs det var krigsgods. Skæbnesvangert møblement. Lige efter 1. verdenskrig var økonomien gået amok i stort set hele europa. Men i Tyskland havde de hyper-inflation. Om vi børn vidste hvad det var? Det var når pengene fra den ene dag til den næste blev værdiløse. Tilsidst var der ikke andet at sælge end smykker og møbler. Min farfar havde hentet det selv. Der havde stået en hel familie på trappestenen nede i Lubeck. Min farfar havde betalt godt, men ikke godt nok. efterhånden som han bar ud til den ventende hestekærre, blev der færre og færre mandfolk til at bære. Familien havde skudt sig en efter en. Det er blodmøbler sagde min far når han var ond. Møbler båret af mennesker der har skudt sig. Der er ikke mange billeder fra dengang de stod hos mine forældre. Min far fik os overbevidst om at det ikke var godt at filme krigsgods. Om vi vidste hvordan man ved om noget er krigsgods? Der er skuffer der binder. Hvorfor? fordi nogen holder i dem inde fra.

Min fars jazzband

Min far havde et jazzband, eller jazzband er så meget sagt, de poserede, og fik damer af den vej. Min far havde en saxofon han hængte over ryggen når han gik i byen. Hov sagde han når han blev afkrævet en sang - der er sgu nogen der har smadret min "darling", de dumme svin! På den måde fik han som regel både dame og medlidenhed. Jeg har selv overvejet den metode da jeg var ung. Prøvede engang med sådan en grøn og hvid melodika ude fra skuret. Men jeg var ikke god nok til at lyve. Det blev mest til at jeg slæbte på benet når jeg gik hjem fra skolegade gennem trøjborg, ud til skoven og hjem af den vej der var blevet lukket for traffik. Det var venstre ben den var galt med. hver gang der kom en bil, det var sjældent klooken 5 om morgenen, så jeg på engang såret og tapper ud mod bilens lyskegler. Hvis jeg var meget fuld var der gerne børnelammelse oveni. Det var et helvede at komme hjem, Jeg fik aldrig bid. Men jeg var osse sammebidt af krigsskaden. Jeg havde min storebrors hvide leweis med gylp på. De flækkede altid i røven, så min mor måtte sy dem. Min far kunne kunsten at falde ind naturligt, jeg har altid overgjort det.

Alle hans børnebørn

Min far nåede ikke at møde min yngste datter. Hun tilhørte den tusindtallige skare af skrigere, som han klukkende kaldte dem før han låste døren ind til stuen. Tænk hvad vi har fostret af lemmer og ben Gerd råbte han nogen gange gennem væggen ud til køkkenet hvor min mor for rundt om sig selv, for at rose på svensk: "nææhmen hvar sjusigt!" og samle børnebørnstegninger ind. Jeg beklager sagde han andre gange, altid gennem væggen. Det er lørdag, jeg ætser for meget idag.

Når synet svigter

Det var ikke let at blive gammel for min far. Det værste var synet det var umuligt at se nuancer og ting der var små. Følelsesmæssigt blev han jo trænet hver dag, fordi han var den han var og altid vidste hvor han skulle stikke for at få hul på et menneske, men fysisk det at kunne læse hvad der stod i bøger, det at kunne finde en avisartikel, det at kunne se den sommer eller den vinter der gik forbi, ikke det store hele, det fornemmede han jo nok, men de små ting, den af sne nedbøjede gren, den vrede hveps, den grønne græshoppe. Derfor blev den en vane for os børn at når vi kom hjem så skulle vi have en kunstig oppustet genstand med hjem som min far kunne se og derpå glæde sig over at det atter gik fremad med synet. Engang havde jeg en mariehøne med hjem, den sad på et stort stort blad. Jeg satte den disket på stuebordet og sagde, har du set far der sidder der en mariehøne. Det gør der sandelig osse råbte han. Du milde moses jeg ser den klart!

På den måde blev han langsomt bygget op igen troede vi. Indtil vi engang kom hjem til et bål i haven. Op i flammer blussede alle vores surt sammenfundne store ting. Jeg vil jo så gerne overbevises børn, men jeres mor blir desværre sindssyg når hun finder en bog på størrelse med Schenkos hundekurv nedstyrtet på mit natbord med piller. Proportioner børn. Altid proportioner.

Hvad marmelade hylden gemte

Min mor blev stiktosset da hun fandt de her glas istedet for sin ribsgelé inde i køkkenskabet. Min far havde lovet at passe på dem for en ven. Det er jo ikke mennesker Gerd, undskyldte min far som havde tømmermænd, og muligvis ikke kunne huske hvor de kom fra. Det er bare nogen tidlige skabninger mumlede han, opstået af mudderet, for længe længe siden. Men min mor jamrede og klagede sig. Nu måtte hun ikke bare vaske "skåpet rent." Men smide hele høsten af marmelade ud, og sørge for at afluse hele børneflokken for at den ikke skulle blive smittet af det der var inden i glassene. Min far rystede på hovedet, og gik ud og brækkede sig. Imens stod glassene på bordet ude i køkkenet. Jeg skal nok finde ud af hvem de tilhører Gerd råbte han mellem brækrunderne. De - tilhører - jo - nok - et - venligt - væsen. jeg skal nok. Om han dog ikke nok ville smide dem ud. Men det kunne min far ikke overskue, dels var han for dårlig, og dels kunne der jo være tale om selveste the missing link. I hvert fald så de muntre ud, ham i det bagerste glas i hvert fald.

Grand formalina

Lidt senere da vi gik videre kom vi imidlertid til en anden montre hvor der sad en ældre dame. Først var min far nærmest ligeglad men så fik han øje på det smukke æbletræ som blomstrede forårsagtigt og så blev han pludselig stærkt melankolsk, tårerne formeligt stod ham ud af øjnene. Åh mennesker denne tid. Denne voldsomme tid, og så disse stillestående skilderier. Hvem lever med samme ro idag? Hvem de herrer museums spekulanter!? bort set altså fra mig. Og så vaklede han hen til mamutten inde i det tilstødende rum og tørrende sine kinder mod isen. Hun lignede eva mumlede han om aftenen. Hvem? damen på bænken i buret. Hun lignede en jeg kendte da jeg gik på kornetskolen, sagde han. Jeg ville ha hende. Min krop var glødende. Hun havde smilet én gang men det var alt nok. Jeg gjorde alt for at få fat i eva, men lige meget hjalp det. Hun var datter af en departementschef og jeg var bare en kornet. Jeg fik aldrig Eva. Nej men så fik du mor far. Ja og hun var smuk, hun var den smukkeste svenske pige på den tid det kan jeg godt sige dig. Men så går tiden og det er det mærkelige ved tiden, at den tager vores ansigter og sliber dem som sten, nej ikke som sten, nej - som gæret dej, for at vi kan fremstå mest grotesk på den sidste dag, nu ligner din mor og Eva begge to damen på bænken. Mens Kidi står i sit bur og agerer midaldrende fiskehandler. Det er sgu trist Jens. det er. Jeg ligner osse dej. Nej du gør da ej far. Jo jeg gør - bemærk mine ører. Slappe som hængekøjer er de. Tjener mere grand formalina. Det er bourgogne far. Idiot barn - kan du ikke tænke.

fiskehandleren på naturhistorisk museum

Engang da vi var på naturhistorisk museum fik min far et raserianfald af den anden verden. Inde i en montre af en fiskehandler stod hans ven Kidi, som han ikke havde set i over 30 år siden han blev uvenner med ham. Det var i 1996 kort efter jeg var flyttet til København fra Odense. Og nu stod han foran den montre og galpede op til den meget dukkeagtigt udseende "gamle ven." Men det hjalp ikke at jeg prøvede at tale min far til fornuft. Hvad det lignede at forsvinde ud af et menneskes liv for så 30 år senere at fremstå som en kraftidiotisk fiskehandler på et i øvrigt nydeligt og sobert museeum. Og hvad det lignede at fremstille mennesker som fiskehandlere. Der er ingen finskehandlere der ser så koppearrede og usoignerede ud. Manden ser jo ud som om han har brækket halsen råbte min far og trommede på plexiglasruden. Kom ud kidi! råbte han. Kom så ud! Til sidst fik jeg ham med ned i kantinen.

Det hemmelige brætspil

Far på cafe. Ja. og så mig. Lille næsvise mig.
Vi sidder og taler om noget og han kan ikke dy sig, han må belære og når nu jeg sidder der og ovenikøbet fotograferer må jeg også lade mig belære, men desværre aldrig høre de gamle hemmeligheder. Far har skrevet under og han må aldrig sige den sidste brik i det sønderbombede brætspil. Han siger noget han tror vil få mig til at tænke i den rigtige retning, når nu han ikke kan sige det som det er. Noget er for de gamle kæmpere, noget andet er det vi opsnuser som om det var en kriminalgåde - hvad det også er. Hvorfor skal vi rejse til Grækenland elskede far, hvis du heller ikke her vil sige det som det er? Og har du nu været død længe nok til at jeg kan sige at du om natten gik i søvne til en lille by langt væk og blev leveret tilbage af høflige og søde mennesker der bare ikke vidste hvad der foregik.

(fra rumkugler.blogspot.com)