Far rejser til New York på gammelt fragtskib

Hvordan var det far?
Det var fantastisk, jeg rejste sammen med Osvald Helmuth og en masse fantastiske mennesker.
Faktisk er det at rejse det bedste jeg ved.
Hvad så med os far?
Ja, I er også meget søde, men det bedste er nu at rejse.

Far i Australien

Far var rejst down under. Meget passende når han selv følte sig meget 'down under´og havde et akut behov for ikke at være hjemme på sin fødselsdag. De ved allesammen at jeg bliver ældgammel, men hvis jeg rejser langt nok væk kan det være de glemmer mig.
Hvilket var det sidste han havde behov for. Han var træt af den måde partiet havde behandlet ham på, men han var stadig totalt trofast og var ikke tilbøjelig til at melde sig ind i SF. Jeg rejser til Australien, sagde han. Nå, sagde jeg. Det er ikke noget nyt at du flygter fra mig og de andre børn du desværre har fået. Han forsøgte sig med noget der enten var en joke eller en sandhed: 'kender du Ali og Benahmed?' (Han påstod hårdnakket at vi havde to brødre i Marokko) Ja, du har snakket meget om de to det meste af mit liv, sagde jeg. Enten aner du ikke hvordan man joker, eller også er det slet ikke en joke. Far rystede på hovedet og så kom hans yndlingssætning: 'Sludder og vrøvl'.
Jeg har selv sagt den sætning med skiftende held, men uden helt at vide hvad det var jeg sagde. 'Jeg rejser lige til Australien, så du må have det godt på hospitalet imens', sagde han. 'Det lader til at du har gode læger og det er jo fint. Det kan jo ikke være meningen at jeg skal være der til at holde dig på ret køl'.
Nå, kan det ikke være meningen?
Nej, sagde han, det ordner du fint sammen med de dygtige læger.
Du tror jo slet ikke på læger, sagde jeg så. Nej, sagde han så. Jeg rejser på mandag.

Min far sagde altid, skriv mit barn, jo mere du skriver nu jo mere har du af ret til at gå i opløsning senere. Det er meget enkelt skriv, og se og smag og elsk, og skid og stejf men lad være med at sætte dig ned før du er over de 50. Du kommer aldrig op igen af den forpulede sorte sofa. Du kan tromme alt du vil, når du først blir fed, kan du ikke opnå mere. Og tro mig jeg har kendt mange der satte sig for tidligt, flotte navne havde de, enorme arme osse. Favnende fossiler er der nok af. Så længe du holder dig i bevægelse er du parat til når den virkelig kommer. Hvilken en far? Inspirationen. Den store inspiration, der kommer til dig ENGANG I DIT LIV. Er den da kommet til dig far. Nej men jeg har osse siddet ned længe, med mine enorme abearme og mit skæg på næsen. Ja far. Ti stille. hold dig i gang! ja far. Hold kæft og bevæg dig menneske!

Mellem barnets totale erindring og den totale senilitet er der mellemtiden hvor man er oprejst, og nogenlunde rank - far, eller mor. Det er en underlig fase, som varer de her 20- 30 år, hvor man husker dele, men ikke alt. Hver fase har sine fordele og ulemper.
Som barn er man her så meget at hver eneste lille flig i tøjet betyder noget, hvorfor det er svært at zoome ud. Og som gammel er det svært at se en mening med noget, fordi man er blind og døv og kigger underlige retninger med ens sanser. Med mindre man bevarer træk fra de andre aldre, og det har jeg hørt skal være frygteligt smertefuldt. At sidde blandt ældre man ikke kender og drømme sig tilbage til et ishus i vejle det må være decideret skræmmende. Min fars far-tid i hvert fald den sidste skal vi sige 15-20 år, var præget utroligt meget af fjernsynsprogrammer og antenner, hvad vej de skulle vende, for det og det signal. Der var osse kvalitetstimer med børn og kone, bevares, men meget af hans tid, foregik med disse rent praktiske ting, han nåede ikke den totale senilitet. Selvom jeg nåede at opleve ham stirre intenst på en hveps i et snapseglas. Fulde gule svin, mumlede han fascineret. Men det var ikke i ramme alvor. Han kunne stadig dreje hovedet i hvad retning han ville.

det er mærkeligt at tiden den går. At de 2 børn på det billede er i færd med et eller andet, at den ene er på vej til at vælte og den anden er igang med at smile. At de er runde i hovedet fordi de er velnærede og under opbygning, det er underligt at det er mange år for dem, mens det er næsten ingen for gamle Egon. Det er underligt at tiden har så mange forskellige længder, men det er nok osse derfor begivenhederne fylder så meget for et barn, og så lidt for en ældre. Oplevelserne hobes jo osse op, ligesom cyklerne på hovedbanegården. Man kan næsten ikke finde en plads til sin cykel mere. Ens krop er blevet så fed, man går hen og tager toget som en enormt oppustet dukke, der ikke kan rumme mere, ikke kan huske mere end en pinkode, når det går godt. At tiden gør så meget ved os, det er da mærkeligt. Også når man tænker på hvor få år det i virkeligheden er, vi er her jo ikke 150 milliarder af år, ligesom så mange andre af vores forgængere. Guder og folk der lever evigt må ha et helvedes hyr med at huske noget som helst. Måske er det derfor guderne ikke kommer til os. De står og kigger ind i et skab, mens de leder efter grunden til at de står der.

Sådan en kold forårsdag som i dag. Hvordan er det mon så at være en far nede i jorden. Ikke kun min men alles fædre. Dem som har været fædre før vi blev det? Hvordan har de det nede i jorden? Har de en slags fælles fornemmelse af ikke længere at blive brugt? Nej selvfølgelig har de ikke det. De er jo forlængst ophørt med tåbelig tænken. Men jeg har læst et sted at dem der skriver dødebøger, fører dem indtil 50 år efter et menneske er ophørt med at eksistere. Så er alle dem der husker dem osse væk. 50 år er altså den tid man kan tillade sig at føre dødsdagbog. Det gælder osse for en søn der savner sin far. Eller for en pige for den sags skyld. Efter 50 år er der ikke længere nogen til at erindre den form som indeholdt FAR. Det er en ret fantastisk viden. At minder nok kan holde en tid. Men at de tilsidst blir væk med alt det andet. Sådan en kold forårsdag som idag. Fører jeg dødedagbog. Jeg skriver linjerne med pilekviste og kogler jeg finder i haven. Det er ikke fordi det er forbundet med nogen massiv sorg idag, det er ret utydeligt at læse. Jeg har lagt mærke til at sorgen er lidt som et sår der dunker. Den kommer og går, nu kan jeg mærke jeg har mistet min far, nu kan jeg det ikke. Nu er jeg selv far. Nu ville jeg ønske jeg havde en far, nu er det nærmest ubærligt at være ladt tilbage, nu gør det ikke så meget. Nu er mit eget liv væsentligt nok, nu er det det ikke. jeg tror det er sådan det er. Men jeg ved det selvfølgelig ikke.

Min far ejede ikke evnen til at dø. Hvem gør osse det. Men han var i særlig grad ikke klar til at dø. Han var så skide irriteret over at skulle væk, hvorfor ville kroppen ikke, som han ville. Hvordan kan man være fysisk klar til at afgå når sjælen overhovedet ikke er det. Leveren var jo ikke engang slidt op! Nyrerne var som barnerøve. Det gjorde ham så edderspændt rasende, at han en morgen jeg havde sovet der på en stol, rev alle ledninger ud af sig selv. Jeg vil sgu ikke ligge her jens. Han sad op i sengen og lignede en der var bundet fast med edderkoppespind. Ledningerne svuppede frem og tilbage i den elestiske hud, hvor der i forvejen ikke var et gram for meget. Baaaum bauaam. Men jeg kan godt forstå han var bange. I de sidste dage udviklede han nye teorier hver dag. Han hviskede dem. Efterhånden kunne jeg ikke høre hvad han sagde. Men mine gæt var gode nok. Hans øjne lyste op. Er det en slags kaffetragt far? blir du brygget død? Er der en slags engle - har englene skistøvler på? et fornærmet kast med hovedet. Er der varme? Et nik. Og så en jagen. Det var vel en slags kapløb mod troen. Han endte ikke med at tro på andet end det liv han ikke ville forlade. Det var en slags våbenkapløb mod intetheden. Jeg ved ikke om han vandt andet end nogen store slag i luften. Engang vækkede han mig ved at sige som en bi. Tilsidst havde han kun sit vejr at lokke med. Pauserne mellem åndedrættet. Til allersidst lokkede han mig til sig, uden at trække det igen. Hjertet slog i 3 minutter. Men han trak ikke vejret mere. Hjertet hamrede i et forladt legeme. Det var underligt. Kan man dø sådan far, spurgte jeg. Er du ved at afgå i bidder? Venter hjertet altid tilsidst? Er det en slags metrostation, hvor hjertet står og venter i den forladte krop?

Min far var en stor elsker af de mere luskede steder i københavn. Det blev ikke bedre af at de flyttede til Nærum. For så kom byen bare endnu tættere på - i erindringen. Så antog den jo kollosal dejlig slagskygge. Så måtte man ind og snuse drømmene op. Så var det ikke nok at ringe i timevis til vennerne. Al snak uden døre der går og mennesker der kommer ind blir i længden for lidt. Det var nærmest en tvangshandling at når måneden nærmede sig sin afslutning, eller mælken stod forkert i køleskabet, eller jobbet var kedeligt, så måtte han bare en tur til København og udarte lidt. Han havde en aftale med den lokale taxi chauffør om at han skulle hente og bringe ham. Det passede meget godt med 2 døgns tid i København, og så hjem igen til Nærum som syndigt menneske og dårlig far. Ikke at min far følte nogen skam. Det var jo en menneskeret. At være menneske og udarte. Jeg ved ikke om taxichaufføren fik nogen renter. Men han lånte i hvert fald altid venligt min far både til taxi og til værtshus. Mine forældres økonomi var på den måde en del af et større samfundsmaskineri. De skyldte købmanden, taximanden, og deres venner.

Uden dyr, flere kvælertag

Dyr har altid indgået som lynafleder i min familie. Uden dyrene havde vi været meget mere grusomme ved hinanden. Mange kvælertag er blevet udgået ved at en hund er kommet ind og logret med sin hale. Faktisk kan man sige at dyr har virket præventivt på mange frygtelige forbrydelser. Hvis min far ikke havde haft Schenko, i 1988, var han sandsynligvis død af en stok i baghovedet. Så havde en af mine brødre siddet i fængsel, og på den måde fået kontakt til Jønke. Og hvis jeg ikke havde haft Susi nu, ville jeg ha været federe og dermed osse mere krigerisk. Bøger ville aldrig opnå nogen mildhed. De ville alle sammen slutte i en skakt. Mange dæk på cykler ville være piftet nu. Flere ænder ville ha mærket drillerier og forfølgelse, færre mennesker ville være blevet hilst på.
Dyr har altid haft en vigtig funktion, de er stenen til at male livets vrede korn, ligesom den i kråsen. Hunde har en særlig plads i kulten. Uden hundes bjæffen, uden hundes brækken sig på tæppe, uden hundes underligheder, og deres biden lopper, var vi ikke der hvor vi var idag. Det er ikke altid at vi har dem. De dør jo. Men de ligger altid et eller andet sted i periferien, og emmer deres pels og skubber stikdåser, snuser støv, og knurrer i søvne. Uden dem var vi forlængst blevet skåret ud, og filleteret.

Slægtsbeholder og tiptip olde opbevarer

Nede ved stranden lå der en gammel bunker. Eller i hvert fald var den af beton. Den dykkede mig og min storebror tit ud til. Eller rettere krabbede. Vi var små. Vi mente det var der vores bedsteforældre gemte sig, for vi kunne ikke forstå vi ikke havde nogen ligesom alle andre. Vores forældre var ældre end alle andre. De havde eksisteret siden tidernes morgen var vi enige om. Ellers kunne vi ikke forklare at de var de eneste vi havde. Vi havde godtnok stadig en farfar men alle andre var pist forsvundet, ud til den bunker, med øjnene i. Nogen gange råbte vi ned i tønden. Så hørte vi svar som. Har de noget salt fru Thomsen? Hvad er den af? hører de ikke lærken synge? Mærkelige budskaber når nu det var vores tip tip oldefætre. Engang kom jeg til at nuppe en pakke cigarer af min fars. Hov hvad skal du med dem? Jeg skal bare ned til Olde og hans kurt med dem, der er sgu ikke nogen der hedder hans kurt i vores familie.

Og så måtte han jo med ned til stranden og kigge skeptisk på den betondims som vi altså mente rummede vores slægt i 20 generationer. ha sagde min far, Nu er det bare sådan at vi blev dannet ved en parring på Koldinghus mellem en blegfed cirkeline og en spansk soldat og før det var der sgu ikke noget der hed os. Men det mente mig og min storebror på det bestemteste der var. Vi havde selv snakket med en fyr der var død i en ganske ung alder som ud over at snakke om hvad han skulle ha til middag, osse kunne fortælle os at der havde været rigtig mange fra stenalderen i vores familie. I kan sgu da ikke påstå at det kloakrør rummer min mor!? Og hendes mor Tante Ane. Det er sgu perverst. Børn! sagde min far. Men undlod alligevel ikke at stille et par øl ned på bunden af betonen. Tror du de drikker dem? spurgte jeg. Der skal nok en storm til sagde han. Men de skal nok blive drukket. Og ganske rigtigt da vi kom ned ugen efter var øllerne borte. Drukket af slægten var de. Det er osse derfor vi sætter øller bag de gamles gravsted idag. Hvis ikke far drikker dem, så går de videre til dem der bor i betondækslet. De bor i landskabets gamle tænder. En tørstig slægt drikker om så de mangler hud og hår. Min oldefar fattiggårdsbestyreren fra Kolding, kan drikke med knoglerne. De går ikke til spilde.

Da min far var død gjorde jeg mig mange anstrengelser for at holde ham i live. Det var noget underligt noget de første år. Jeg sørgede for at høste alle hans trofæer. Jeg drak for at komme til at ligne ham i hans værste øjeblikke. Ikke hans bedste men de værste, mest onde og buldrende og hjerneskæve stunder. Jeg tror nu aldrig jeg kom til at ligne ham. Min far røg ikke pibe. Han røg kings. Min far blev heller ikke fuld på en pinlig måde. Han faldt aldrig om, men sank oprejst. Ned gennem sin sofa. Og altid med denne sprutten og syden som af dieselmotorer der ikke vil gå ud. Han ville jo ikke sove. Han ville jo ikke gå glip af det der skete lige om lidt. Han ville ikke gå til drømmeland, han ville være vågen. Han kunne kigge på en og hviske hold kæft! og væk mig hvis jeg falder i søvn hører du! Lad mig ikke sove! Gerd kaffe! så giv mig dog noget kaffe kvindemenneske! Hvorfor er alle folk så onde mod mig! Tal til mig! Jeg tror han er genfødt i vores kat kaktus. Den sover osse oprejst. Og hvæser af en, hvis man prøver at tvinge den ned for familiefredens skyld.

Min far blev engang suget ned da han badede ved blokhus. Det var en ganske almindelig sommerdag, hvor han var med nogen psykolog-venner oppe i et sommerhus. Pludselig kunne han mærke noget tog fat i hans ben og før han vidste af det blev han suget med. Min far kunne mærke han ikke kunne vinde, så han lod sig suge med, længere og længere ud og længere og længere ned. Det havde været en øjenåbnende historie. Han havde mødt et Hestehul. Dem er der mange af ved vesterhavet. De bor der, i havets stald Palle. Min far ventede til strømmen tog af, så dykkede han ud og kom op til overfladen, 200 meter længere ude. Du må ha haft nogen kolosale lunger? Ja svarede han. Jeg var i form. Det var jo ikke mere end 6 år efter militæret. Jeg havde ganske vist ikke trænet i de mellemliggende 6 år. Men styrken sad endnu i rygraden. Jeg udregnede en bane, og tog bestik af situationen. Sådan overlever man ekstremt alvorlige begivenheder, sagde min far og lavede en fejende beskrivelse af hestehullets dynamik. Møder du et hestehul sagde min far, så kæmp ikke i mod det. Sørg for at tage det roligt. Hestehullet er ikke din fjende. Det er en prøve. Tyskerne drukner gang på gang ved Vesterhavet, fordi de ikke fatter at det er en prøve. Danskere der imod de følger med. Det er vores national karakters største brist, og gave. At vi afholder os fra at kæmpe mod ting der er større end os selv. Men far der er også danskere der drukner. Ja mumlede min far. Men det er Bøllehatstyper. Mængden af bøllehatte tynger dem ned. Du kan altid finde eksempler på døde helte med bøllehatte på. Der var osse et par stykker der kæmpede den 9.ende april. Men ville du gerne være død far. På sin vis sagde Uff. Man overgår til interessante... værksteder. Men jeg valgte at føje det og det gjorde hestehullet chokeret. Det mistede pusten, materialet det fragtede var for føjeligt. Hestehuller foretrækker kamp må du huske! ikke sløve halvstuderede røvere der hellere end gerne lader sig rive med til helvede eller Thyborøn. Måske var det min fars ultimative strategi. At han kunne gøre sig så sløv som han ville. Om det gjalt opvask eller hestehuller. Han lod sig ikke lokke til at bruge kræfter på at blive færdig som læge, eller til at gå ind i politik. Han lod sig ikke chokere til at blive forfatter. Han fulgte sit talent til talentet løb ud i sandet. Han var på jorden til tyngdekraften holdt op. Han kunne have været væk som 37 årig, men blev istedet 75, fordi han lod sig føre hen til bænke, af hunde, og op til slagteren, af andre mennesker. Med tiden blev han selv et hestehul. Han sugede sine børn og sin kone til sig. Og de fulgte ham trofast ned i dybet, og op i lyset. Og - så selvfølgelig - hen på den lokale. Wuuush.

Min far var ikke glad for idyller. Der stikker altid noget under, sagde han. Man kan ikke med sine fulde 5 sidde og glo på en båd på et hav i solskin. Hvorfor ligger båden der? Hvem har efterladt den? Hvad laver den der en formiddag hvor solen bager ned over et sund man ikke gider glo på? Derfor sad han aldrig og så på noget smukt. Med mindre det var virkelig vigtigt, eller en pligt. Så var det sjovere at se på noget der var defekt. Jeg glemmer aldrig da han smed mig ned fra min hule oppe i lærketræet fordi han ville betragte naboen fru Nilson i sin kørestol. Hun havde det nemlig med at vælte. Og min far mente det var med vilje. For at fremkalde en reaktion, som følge af "uudtalt" ensomhed. Min mor var nød til at komme ud med frokosten til ham, som jeg så kravlede op med. Jeg ved ikke hvorfor han ikke brød sig om idyller, måske var de simpelthen for gode til at være sande.

Nogen gange var film ikke så gode at se i min familie. De påvirkede os for meget. Min mor tudede når der var kærlighedsfilm og sagde uffda og rødmede når der var nogen der kyssede. I min fars tilfælde var det mere gyserfilm. Efter vi havde set "Invasion of the bobysnachers" med donald sutherland i hovedrollen, beordrede min far alle rabarberne fjernet. Jeg elskede rabarber og var derfor meget imod. Det skændtes vi meget om. Min far påstod han aldrig ville kunne slappe af derude, med mindre vi kappede rabarberne ned. Det var særlig blomsterne der gav ham kuldegysninger. Den overdrevne knop på en så lille plante. Det forekom ham unaturligt. Men han fik lov til at gøre det selv. Vi andre som var mere vant til gyser film var lige glade. Han slog nok 3/4 dele ned på en formiddag, der var mange. Og de groede lige oven i schenkos grav, så væksten var særlig gødet. Hvilket selvfølgelig ikke gjorde sagen bedre for min far. Hvis han så bare havde brugt en kniv istedet for den gamle le. Om aftenen kom der styrmand Karlsens flammer. Den film hindrede den totale udryddelse af vores rabarber. For den gjorde min far mild. I det hele taget: gamle danske film har reddet mange dyr og planter fra at dø i min familie.

Min far havde et sværd som han brugte til at "adle" os når vi havde udmærket os i skolen. Der var ikke det store ritual, bortset fra processionen ind i stuen hvor han sad med sværdet. Som regel var tv-avisen lige overstået når vi skulle adles, så var nyhederne på plads, før traditionen. Det var så meningen vi skulle knæle for hans fod mens han lagde sværdet over vores nakke. Ridder af 10 i dansk stil. Jeg døber dig. I faderens, syndens, og hedehusenes ånd. Det sidste var en såkaldt "skiftende udstilling" af omskrivninger af biblen. Sværdet bruges idag mest til kampe mod orker, og almindelig nabo krig.

Store badedag

Min far var ikke meget for at hunden skulle i bad. Den befandt sig nemlig over mennesket i tænkning, og siden den var helt lille havde den sat sig kraftigt til modværge hver gang vi foreslog den at blive vasket. Min mor kunne slet ikke få den derud. Hun forsøgte sig med mærkelige svenske trylleformularer og regnbue is som hun placerede på særlige "hundetallerkner" med mønstre fra Kina. Hunden åd gerne isen, men så gik den igen. Efterhånden som de gamle blev ældre, blev hunden osse ældre, og mere og mere sær. Man kan ligefrem sige de konkurrerede om særhed. Hver gang jeg var hjemme fra København var der sket nye udviklinger derhjemme. Engang hvor min far lå syg, af samtaler med baccus, eller rettere, alkoholbetinget "influenza" - sad Rufus, det hed deres sidste hund, oppe på min fars stol, ved køkkenbordet. Det måtte den gerne for min far. Gerd Lillian var mere i mod, men Rufus var jo hans, mere end den var min mors. Og når han var fræværende var den det naturlige overhoved. Faktisk lavede han engang en tegning over evolutionen/samfundspyramiden/ hvor Airedale terrieren var placeret øverst sammen med egyptiske katte. "Tænkningens tautologi. stod der øverst tankestreg: Mægtige videns-væsner." Jeg var nu altid i tvivl om den udregning, den kan jo ikke tale far. Nej men det er jo bla det der kendetegner meget intelligente væsner, de taler sjældent, i kraft af deres overlegne viden. Jeg synes nu mest den gøede i tide og i utide. At gø rummer osse mange faser min søn. Der er sorgens gøen, og sultens. "Så sad vi der og spiste til aften med den krøllede bordformands utroligt intelligente, og bedende mad øjne på os. Det er jo sygt mor råbte jeg. Kan du ikke godt se det. Men pappa er inte rask, och "wuven" vil inta äta på gulvet. Det bøjede jeg mig så for, og da min far kom op dagen efter var Rufus tilbage på linoliumet igen. Men bade ville den simpelthen ikke, jeg kan ikke huske om jeg har skrevet om det før, det er osse lige meget, for historien mangler under alle omstændigheder detaljen med tragten og selerne. For at få den ud måtte vi først bedøve den med en af min far stesolider og når den så sov og var blevet uskadeliggjort ved hjælp af gaffa om munden, så den ikke kunne bide, kunne vi køre den ud under bruseren på undervognen til min gamle barnevogn. Den var dog stadig i stand til at hyle, hvilket sendte min far til tælling, så han var nød til at indtage, forebyggende væske, FØR og efter "operation-ren-hund." På billedet er min mor i gang med føntørreren. Den skulle jo ha "bobbet" sine krøller mente min far. Så stod den der og citrede og snerrede med gaffa om munden.