fredag den 23. januar 2009

Der var lakridser i handskerummet



Far købte en gammel Saab da min mor og far blev skilt. Der var lakridser i handskerummet. Den var grøn eller var den rød. Jeg husker ikke hvilken der kom først. Der var først et vrag, senere var der en mere tjekket model. Den kostede lidt mere, men bitterheden var mindre. Jeg tror han havde købt den første Saab for ingenting i håbet om at den ville køre galt i et flammehav af bitter trodsighed. Der var en cool gammel autoradio man kunne finde alt muligt på. Han boede i en lille æske af en lejlighed i Hostrups Have. Der boede min Farmor og Farfar også (ja, altså bare i en anden lejlighed). Nu var det bare min farmor, for farfar havde brækket lårbenet i forsøget på at komme ud af bussen og han var 87 og han gad, for nu at være helt ærlig, ikke længere.
Der boede han så, min far og min fars søster boede i den anden ende af haven. De sås så godt som aldrig.
Der var desuden i Hostrups Have en udmærket legeplads med en god gammeldags centrifuge så vi kunne komme lidt på syre, selv om vi var børn. Farmor gav os druesukker og diverse andre sugetabletter. Hun var en stærk gammel dame. Hun opførte sig klogt og med den yderste respekt over for alle dem hun mente havde fortjent det. Jeg havde en fornemmelse af at hun var en hemmelig overlever, en hemmeligt udsmuglet tzardatter. Hun insisterede på at holde en kroget gammel familie sammen. Hendes hushjælp virkede til hun blev 85 - jeg husker det fordi min farmor afholdt en seance hvor Fru Nielsen blev hædret på sin fødselsdag med et glas portvin.
Min farmor skulle bare banke på væggen, så kom næste ret med militær logistisk nøjagtighed. Hurra for alle dele af familien og for visse af dem vi kender, på Hovedlandet, på Sjælland og Brüssel og Strasburg, New York, Berlin, Paris og i Folketinget og i pressen. Og min farmor remsede det ene familietræ op efter det andet. Komplet med tidslinje og det hele.

mandag den 19. januar 2009

Time-out hånden


Min far havde en kunstig hånd som han brugte når han manglede ord for noget han skulle sige. Han brugte den når han trængte til en "time-out." Som regel var det efter en herretur i byen. Engang hang den over hans dør på et lille søm og svingede. Han var lige gået i seng da jeg stod op. Jeg forbandt den straks med et bornholmerur. Hånden var pendulet. Mine brødre gad hverken eje eller se den hånd da far var død. Men jeg er jo besat af min far, og nu indgår hånden osse i mit liv. For det meste er det dog dyrene der mærker hånden - så de ved hvornår jeg trænger til en time-out i deres tiggeri. Mærk hånden kære dyr! Kaktus, katten, er dog efterhånden så vandt til hånden at den ikke virker mere. Men susi- hunden, blir stadig noget pikeret når der ligger en hånd på dens hale. Håndens guldalder var da den var med i banken. Min far har truet sig til en ekstra sparegris med den hånd. Idag var han sgu nok røget i fængsel men dengang fik han lov at stå og pege på en globus af ler og hviske: Mine børn skal vel ikke mangle planeter til deres sparepenge? Men ellers blir den ikke meget brugt, jeg trænger måske ikke nær så meget til time-out´s som min far.

mandag den 12. januar 2009

krydsfinér

Vi sad oppe på Knud Eriks ungdomsværelse som lå ovenpå hans fars tankstation og røg særlige tyrkiske cigaretter som ved hjælp af en pinzet kunne ryges helt ned, og hørte Abba på hans krydsfiner anlæg. Dvs. vi var i gang med at lime krydsfinerstykkerne på med hobby kniv og målebånd da hans far kom ind. Hvem er det der har en far som kører stangstiv rundt på en børnecykel størrelse 4-6 år? Jeg rødmede straks, fordi jeg var sikker på det var min far. Hver evig eneste gang nogen nævnte en far som havde gang i et eller andet troede jeg det var min far. Det var det godt nok ikke denne gang. Det var tykke mogenses far som havde fyret en fed og synes han trængte til at køre chopper. Det er ligesom easy rider knægte – det er totalt kodyl. Kodyl var en hovedpine pille vidste jeg. Jeg forestillede mig Tykke mogenses far havde spist kodimagnyler og kunne egentlig ikke forstå han blev så glad af det. Jeg blev altid sløv og gummiagtig i højre arm. Hvorfor ved jeg ikke. Det er typpisk hysteriformt, sagde min far. Som altid brugte lange endelser på ting han ikke havde beviser for. På den måde, fordi de lange endelser fyldte, kunne han lægge problemet død. Det var for resten tykke mogenses fars datters cykel, og den knækkede sammen som om den var af smør. Han vejede også 120 kilo. Men det betyder ikke en hylende fis, når der står 10 års garanti mod stelbrud. Næst efter min far var tykke mogenses far den vildeste på vejen. Han var nummer et når det galt surhed. Men når det kom til druk og chopper førte min far. Jeg gik ikke med ned på vejen. Jeg ville hellere pakke båndoptageren ind. Husk nu man skal kunne se voltmeteret når du er færdig råbte Knud Erik som var 2 år ældre end mig og sådan set min storebrors kammarat. Det skal jeg nok. Jeg laver 2 glukhuller, nej 3 vi skal jo også gerne kunne åbne ind til det der rum til båndene. Nå ja råbte knud erik. Godt set. Jeg fik kuldegysninger hver gang jeg skar i den mærkebrune krydsfiner. Det var på en eller anden måde, næsten lige som at være til frisøren. Det kildrede at nusse om båndoptageren.

søndag den 11. januar 2009



Min far var ikke i militæret. De kasserede ham for 'komisk udseende'. Hans ører var for store og hans næse var for omfattende. Da turen kom til mig blev jeg kasseret på grund af 'hypersensitivitet'. Tiderne og de dårlige undskyldninger havde forandret sig og der var stor forskel på hvad der var 'politisk korrekt'. Da min far skulle deltage i de amerikanske krige som reporter havde det amerikanske militær ikke det fjerneste problem med at udnævne ham til officer i pressekorpset. Der var der alligevel mange andre med store næser og flyveører. Det var også ret almindeligt at have tændstikarme og være lidt for høj. Sprutten var den samme og alle var dødelige uanset deres respektive latterlige udseende.

lørdag den 10. januar 2009

Min far sagde i virkeligheden ikke alle de ting jeg lader ham sige, godt nok sagde han en del men der er detaljer som jeg er nød til at ridse op. Ikke fordi jeg tror han ville afvise dem, hvis han kunne, jo mere sprog, jo bedre, min far var et usædvanligt rummeligt menneske, og jeg tænker tit at jeg siger ting som han ville have sagt hvis han ikke var død, på den måde bliver min far ved med at sige ting på trods af at han jo har været kold i mange år efterhånden. Ikke fordi jeg lader ham sige alt. Ind imellem trækker han osse i land. Men andre gange siger han faktisk ting tydeligere nu hvor han er væk. Jeg tror det startede til en af hans veninders 60 års fødselsdag, han havde haft kræft og manglede derfor sin stemme, for skæg skyld aftalte vi at jeg skulle gemme mig under et håndklæde bag ham. Min far lavede fakterne og dundrede i bordet som han plejede, resten, dvs hans tale udtalte jeg så. Vi var begge to meget tilfredse bagefter. Og efter et par snapse mere, sagde han ganske kort: Kors i røven, Det lyder jo næsten som mig. Og siden er jeg så bare fortsat - med det her håndklæde bag erindringen om min far.

onsdag den 7. januar 2009

Jeg savner min far



Vi ville have set tennis sammen i timevis, med de obligatoriske udbrud om spillernes beskaffenhed og dommerens tåbelighed, uden ellers at sige et ord til hinanden.
Vi ville sige de sædvanlige kærligt nedsættende bemærkninger om kongehuset når vi gik over Amalienborgs slotsplads på vej til at sige skrappe eder ved A. P. Møllers rædselsfulde hovedsæde og DDR-agtige Amaliehave. Så ville vi gå hjem til lejligheden i Bredgade og se tv-avisen i en tavshed der kun måtte brydes hvis det der skete var groft eller uforståeligt nok. Og så ville vi se hinanden igen på torsdag eller i næste uge. Nu ser jeg ham kun når jeg bladrer i de gamle billeder. Og når jeg lukker øjnene og husker det hele.

Min far var inde i fjernsynet

Min far blev ved med at forsøge at bilde os ind at han ikke havde noget at gøre med nogen efterretningstjeneste. Jeg troede ham ikke. Det holdt mig vågen. Senere, meget senere, blev jeg klar over at det havde han naturligvis og at det ikke var mig der var noget galt med. Da jeg var otte blev jeg gudskelov holdt vågen af en anden grund, det var for at se månelandningen. Jeg synes den havde en masse poesi i sig. Det var gribende. Min far var rummedarbejder. Ham og Claus Toksvig. Claus gav mig alle mullige jakkemærker som jeg kunne have solgt her og nu for en formue og et Apollo 12 samlesæt.

Inden da havde far været i Korea og så Vietnam. Ind i mellem var der rundrejser med de amerikanske præsidenter og præsidentkandidater. I 69 var Vietnam slet ikke overstået. I 70-72 var den fordømte krig blevet en offentlig lidelse på højde med, eller over, Irakkrigen. Min far sad i en hellikopter og filmede mens de kastede napalm i hovedet på uskyldige mennnesker. Vi så månelandningen sammen og det glemmer jeg aldrig. Jeg ville bare have ønsket mig at min far rent faktisk havde været tilstede og ikke altid et andet forfærdeligt sted som jeg kunne se i fjernsynet. Min far var i fjernsynet og ikke hjemme hos os. Da den første fod blev sat på månen klemte far min hånd. Jeg klemte tilbage alt hvad jeg havde lært. Vi var uden afstand i nogle minutter.