Min far havde slået sit hoved i militæret. Der var kommet et fint arvæv i hans hjerne sagde han. Du skal ikke være bange, det går over igen. Men jeg var bange. Når min far fik et af sine epileptiske anfald så han altid op mod himlen lige inden det kom. I en periode hvor han fik mange anfald turde jeg dårligt gå tur med ham. Jeg var altid bange når han nævnte månen, jeg forstod ikke om det var begrebet M Å N E der gav ham kramper, ideen om en fjern planet i kredsløb, eller om det var synet af den fine fjerne ring. Når det var fuldmåne blev jeg gerne hjemme under påskud af at jeg havde lektier for. Men alligevel var det ikke til at undgå. Det var som regel når jeg mindst ventede det. Min far fortalte mig om noget, indtil han gik i stå, og begyndte ligesom at famle efter ordene, jeg prøvede altid at snakke ham tilbage, eller at sige noget sjovt, men hvis han først havde fået øje på månen, kom det. Så faldt han om, som ramt af lynet. Og lå og rystede med 220 volt. Det vigtigste i den situation var at bevare hovedet koldt. Holde hunden stille. Hviske til ham. Månen er kun månen Uff. Hører du. Den er ikke et eller andet kraftcenter. Den er pisse enkel far! Den lyser bare pga solen. Han hørte selvfølgelig ikke hvad jeg sagde. Jeg tænkte han på en eller anden måde var låst i en hemmelig snak med månen. At de udvekslede en form for tidevand min far og månen. 5 minutter efter kunne han rejse sig. Og lidt efter kunne han osse snakke lidt. Som regel havde han bidt sig i tungen. Han huskede aldrig noget. Minutterne før og efter mødet med månen var slettet. Hvad skete der...? Du kiggede op på månen far og så faldt du. Månen har bevaret samtalen. Når den hænger over mit hus, har den gemt det hele på månespolebånd. Selv min fars blik lige inden det kipper over, og går ind, som de der rullegardiner.

Min far snakkede engang i mellem om et landskab som han kun kunne se i drømme. Det var egentlig ikke noget rigtigt landskab, mere en slags terasse. Der var en parasol. En hel del tåge, og så var den overdækket. Han plejede at beskrive sin tilstand som oprevet. Der var nogen på vej. Gud ved om det er det her han har tænkt på. Jeg drømte det i nat og fremkaldte det til nu morgen. Havde han været her endnu kunne min far måske have afvist det som noget sentimentalt sludder. Nu bringer vi det imidlertid. Det er barnets privilegium. At se ind i fædres sind.

Min døde søster. Hun kom ud og lå et par timer i dagslyset. Så forsvandt hun i al vores anden habengut. Nogen gange blir der født væsner, man kun har på fotografi. Far kaldte hende lille Thora, han rullede hende frem hver gang han var sorgfuld, så kunne vi lytte til hans klage som en slags kinesisk kling klang af metal der hænger udenfor i vinden. Mon hun stadig er her et sted?

Min far havde ingen stok han brugte gardinstangen. Ikke til at slå men til en slags scepter. Sid stille børn - der klikkes. Og bagefter en kings og så en tur ud i Pip-kvarteret med fyrsvampen eller ingemar glans. Jeg var ganske vistt ikke født endnu. Men nogen gange kan erindringer gå i arv.

Det er far med slipset

Tandlæger er svindlere

Far var ikke sikker på alt, men at tandlæger var svindlere var han dødsikker på. Det kunne man tydeligt se når regningen for det rene ingenting kom med posten. Han studerede de forskellige poster og fnyste. Farmor fik først sit første hul da hun var 72 år gammel. Far troede at alle i virkeligheden havde stærke tænder. Det var bare tandlægerne der svindlede. Den eneste tandlæge han kendte som ikke var svindler var Leif Panduro og han var jo mest forfatter, hvilket var en formildende omstændighed ved fars indre domshandling. Og når Panduro kunne skrive så ildevarslende om tandlæger, bekræftede det bare fars helt sikre viden. 'Se bare på jeres egen tandlæge' sagde han. 'Han ordner jeres tænder og bruger pengene på golfbanen når han er blevet træt af at købe moderne kunst'. Far sagde dette til mig som om jeg havde den mindste chance for at kontrollere rigtigheden i hans ord som femårig.

Medicin håndbogen

min far var troende. Han troede på medicin håndbogen. Den var hans faste følgesvend i tider med medgang og modgang. Var der sygdom i familien slog han op i lægeleksikonnet. Var der kun let kløe og eksem fandt han medicinhåndbogen. Sorg kunne afhjælpes med et opslag. "stesolid mod angst og almindelig uro. Højest 3 gange dagligt" Min far var aldrig i tvivl når han sad med den i hånden. Han kunne finde en side uden at se i bogen, så godt kendte han dens pletter og dens æselører. Det var det samme eksemplar i alle årene. Medicinhåndbogen fra 1978. Det var dengang man stadig troede på piller plejede han at sige. Meget er forandret. Men ikke alting til det bedre, udtalte han osse mere kryptisk. Medicinhåndbogen kunne både kurrere, og fremkalde diskussioner. Min far havde prøvet meget medicin. Og nogen af symptomerne passede overhovedet ikke på den virkelige følelse. De måtte være skrevet af en evnesvag type, med meget teatralsk baggrund som min far gerne sagde. For min far var eksperten, og medicinhåndbogen mere - en slags - følgesvend hvor han fandt bekræftigelse i sin antagelse. Når vi børn slog os plejede han gerne at sige: Hvad siger medicinhåndbogen til alt dette? Skal vi søge medicinens råd mit barn? Den var grøn med guldskrift. Den stod mellem Mogens Klitgaard: der sidder en mand i en sporvogn." og Selma lagerløf på svensk. Selma stod ubrugt hen, men medicinhåndbogen blev flittigt brugt. Da han døde lå medicinhåndbogen på hans sengebord. Han ville ha den med sig i graven, men oversygeplejersken overbevidste ham i sidste sekund om at han ikke kunne læse i graven. Er du sikker skal ha han hvislet mens slangerne i halsen udsendte deres falske luft. Ligesom Nag og Nagina i bogen om Riki Ti Ki tavi, som var min fars næstmest elskede bog.

Far besøger mig på hospitalet

Vi er på Bispebjerg, på en af de åbne afdelinger. Vi skyder med papirkugler i opholdsstuen, det er søndag. Der er lækker morgenmad hvis man kan få den ned og bollerne til eftermiddagskaffen er altid større og der er altid rigtigt smør om søndagen. Ud over det, sker der absolut ingenting. Alting ånder ængstlig venten og ingen indrømmer at de føler sig forladte, alene i sygdommen som de færreste forstår. Der er et net af forståelse rundt om en, men det er desværre ren skrivebordsforståelse og ikke rigtig empati. Jeg nåede ikke at læse avisen før min far pludselig står der i et af sine 1200 dollars suits og farfars sølvomviklede stok i et stykke bambus som far helt sikkert har fået slag af. Det var farmor der holdt kæppen. Farfar var forstenet og hovedkasserer for hele Handelsbanken.

Nå, men det var sidste gang jeg så far så tjekket. Næste dag blev han opereret første gang for at få en ny hofte og blev psykotisk ved et satans trylleslag. Nu startede et helvede der førte til hans død. Jeg kommer ikke ind på navnene på dem der ikke ville høre efter, når jeg og en psykiater der er gode venner med min søster stod helt enige om at Serenase ikke kan bruges på nogen. Ingen i denne verden. Men sygstemet kørte videre og far blev opereret vistnok 4 gange og døde så af lungebetændelse, helt sølle og opgivende.

Dagen efter blev jeg så udskrevet og far startede rejsen over floden Styx.

Albert

Jeg kunne godt tænke mig at skrive en roman. Det eneste jeg ved, er at hovedpersonen kunne hedde Albert som var det af min fars mellemnavne jeg bedst kan lide.